Fortsæt til indhold

Formanden er udtrådt af Hvidovre Ældreråd

Ikke tale om uenigheder, men alene et svigtende helbred, siger formanden om den overraskende beslutning

Arkiv
Arkiv

- Jeg beklager, at jeg ikke ser mig i stand til at fortsætte, siger Flemming Cramer-Larsen. - Min beslutning skyldes på ingen måde uenigheder eller lignende, men alene personlige og familiære årsager med svigtende helbred, hvor jeg har fået det lægelige råd at stoppe.
Cramer-Larsen giver i øvrigt udtryk for at han, i arbejdet for Hvidovres ældre, kan se tilbage på et rigtigt godt samarbejde med de lokale politikere og ansatte på rådhuset, samt ikke mindst hans bestyrelsesmedlemmer i rådet og i de fire lokalråd.
Om beslutningen også omfatter en snarlig afsked med de mange andre tillidshverv Cramer-Larsen i mange år har påtaget sig, bl.a. i Risbjergs sogns menighedråd og Hverdagskirken, vides endnu ikke.

Glorværdig karriere

Cramer-Larsen og hans hustru flyttede allerede til Hvidovre i 1957, og han kan personligt se tilbage på en glorvædig karriere indenfor forsvaret, endda i alle fire værn, afsluttende som oberstløjtnant ved Flyvevåbenet og med Dronningens Ridderkors. Han blev pensioneret som 60-årig, men gik så i gang med at uddanne sig til forskningsbibliotekar og havde i de efterfølgende 10 år kurser i bl.a. flyvning og rumfart.
Hvad han skal lave nu? Vi tror, Cramer-Larsen, der fylder 80 i februar næste år, glæder sig til at tage sin gamle hobby - slægtsforskning - op igen?.
Hvem der overtager formandshvervet i Hvidovre Ældreråd afgøres på et møde senere, men som nyt medlem indtræder sandsynligvis førstesuppleanten Margit Dam, der er medlem af lokalrådet i Strandmarks sogn. m-