Tricktyve narrede plejehjemsbeboer
To gerningsmænd rettede fredag eftermiddag henvendelse til en beboer på et plejehjem i Vamdrup for at spørge om vej til en campingplads i Ribe. I forvirringen gik de ind i kvindens hjem og stjal en pung i baglommen af nogle bukser. Ifølge Sydøstjyllands Politi indeholdt pungen kontanter og personlige papirer.
Den ene gerningsmand beskrives som en mand, rumænsk af udseende, 45-50 år, 175-180 centimeter høj, mørk i huden og almindelig af kropsbygning. Manden var iført en grå kasket og havde en oppustelig pude med sig. Den anden gerningsmand var en kvinde mellem 23-30 år, 155-160 centimeter høj, spinkel af bygning og med mørk hud. Hun havde mellemlangt sort hår og var iført mørkt tøj.
Har nogen set de to gerningsmænd, hører politiet gerne om det.