Fortsæt til indhold

Overvældende støtte til flygtningeindsamling

Arkiv
Arkiv

KØGE: Sidste uge bragte vi her i Lørdags-Avisen historien om Køge-borgeren Eva Madsen, som efter en familieferie på den græske ø, Lesbos, havde oplevet flygtningestrømmen fra Syrien via Tyrkiet på nærmeste hold.
Det fik Eva Madsen til at starte en indsamling af specielt fodtøj, liggeunderlag og plastickopper for at gøre hverdagen bare en smule nemmere for disse mennesker der uskyldigt er blevet ofre for krig og rædsel i deres hjemland.
Eva Madsens budskab blev hørt. Mandag-torsdag i den forløbne uge er det strømmet til med donationer fra borgere som ønsker at bakke op om initiativet. Også mange institutioner, forretningsdrivende og Køgespejderne har bakket op med flotte donationer som er blevet afleveret hos henholdsvis Intersport på Køge Torv og hos Lørdags-Avisen.
- Opbakningen har været enestående. Det er strømmet til med effekter – og nogen har endda vedlagt en rørende hilsen til flygtningene. Det har overgået selv de største forventninger, siger Eva Madsen, der har haft en meget travl uge, men som også kan se tilbage på mange gode oplevelser og velmente ord fra de mange givere. Og med god opbakning fra hele familien.
- Vi har pakket bl.a. 20 store flyttekasser kun med sko. Dertil kommer liggeunderlag, plastickopper og hvad ellers der er blevet indleveret af gode brugbare ting. Altsammen vil nu blive sendt med Spies Rejser til flygtningelejrene på Lesbos. Det er svært at sætte ord på den fantastiske opbakning vi har fået. Men herfra skal lyde et kæmpe ”Tak for hjælpen” til alle – ingen nævnt ingen glemt, slutter Eva Madsen.
Hvis du selv vil sende pakker til flygtningene på Lesbos kan de sendes til nedenstående adresse. Du kan også søge mere info på facebook siden ”Help for refugees in Molyvos”. Adressen er Hellenic Postal Office of Mythymna, c/o The Captain's Table, Molyvos 81108 Lesvos, Grækenland.