Hvidovres forkæmper for alkoholramte fylder 70 år
Lis Isdal har været formand for Landsforeningen i snart 15 år, og hun er et velkendt ansigt i Hvidovre og hun formår på fornemste vis at være en handlekraftig, omsorgsfuld og respekteret leder. - Lis er en utrolig ildsjæl, siger Bettina Pultera, som har samarbejdet med Lis igennem mange år. - Selv om hun nu er pensionist og arbejder frivilligt, giver hun mange af os unge baghjul og lægger snildt 50 timer om ugen i foreningen. Lis går foran med sin ihærdige arbejdsindsats, vedholdenhed, åbenhed, rummelighed, grundighed og kompromissøgende adfærd. Hun støtter og opmuntrer både det medmenneske, som vil gøre op med et alkoholmisbrug, og pårørende, som har mærket følgerne af misbruget i hverdagen - og hun sætter gerne vand over til en kop kaffe, når du kommer forbi til en snak. - Man kan altid komme til Lis, for store eller små problemer eller bare for at få et kram, tilføjer Tonny, som er formand for den lokale Lænkeforening. - Vi glæder os til at fejre vores landsformand til brunch i Lænkens lokaler i Frihedens Butikscenter næste lørdag. På landsplan er der stor opbakning fra de mange foreninger. Fra Åbenrå til Bornholm kommer lokalforeningernes medlemmer for at fejre Lis. De respekterer hendes organisationstalent og evne til at rumme såvel det enkelte medlem som de mange samarbejdspartnere i kommuner og ministerier. - Lænken og i særdeleshed Lis Isdal arbejder utrætteligt for at forebygge alkoholmisbrug og støtte de alkoholramte, bemærker Marianne Kargaard fra organisationen Alkohol og Samfund. - Hendes indsats i Lænken er uundværlig i forhold til at opbygge flere brugerstyrede sociale fællesskaber i kommunerne, fællesskaber som kan hjælpe mange til at undgå tilbagefald. Lis Isdal er selv aktiv i Hvidovre Lænken. Hvidovre Lænken tilbyder socialt samvær og støtte til mennesker, som er ramt af alkoholproblemer. Lænken er uafhængig af politiske, kommercielle og religiøse interesser og er ikke en afholdsforening.