Ingen grund til bekymring om badevandskvalitet
BADEVAND: En række kommuner – herunder Solrød - anklagedes torsdag i medierne for ikke at oplyse korrekt om badevandskvaliteten.
Men forvirringen skyldes forskellige måder at opgøre badevandskvaliteten på, og man kan fortsat bade med ro i sindet ved alle Solrøds strande.
Der er ikke noget at tage fejl af - badevandskvaliteten i Solrød er fortsat god. En artikel i Politiken i dag sår ellers tvivl om kommunernes måde at opgøre badevandskvaliteten på, fordi badevandet ved en række strande på Naturstyrelsens opgørelse klassificeres som ringe, mens kommunerne selv klassificerer det som godt.
En af de strande ligger i Solrød, men forvirringen skyldes, at Naturstyrelsens badevandsprofil tager udgangspunkt i målinger, der går fire år tilbage, mens Solrød Kommunes opgørelse er baseret på målinger foretaget denne sommer.
Ved Østre Strandvej har det desværre betydet, at Naturstyrelsen – på baggrund af en dårlig badesæson i 2011 og et par enkelte dårlige resultater i 2013 og 2014 – har vurderet badevandskvaliteten til at være ringe denne sommer.
Men Solrød Kommunes første fire analyser i år viser, at badevandet faktisk har udmærket kvalitet, og derfor har kommunen drøftet sagen med styrelsen.
Styrelsen har i den forbindelse slået fast, at kommunen har mulighed for selv at lave en vurdering af analyseresultaterne og på den baggrund vurdere, om badning fortsat skal frarådes.
Og da de første analyser i år som nævnt helt utvetydigt har vist udmærket kvalitet, har Solrød Kommune nu valgt at anbefale badning fra alle fire badestationer, og der er blevet sat nye skilte op om dette.
Du kan løbende følge med i badevandsanalyserne fra Solrøds strande her.
pm