Fortsæt til indhold

Da Hvidovres vejnet fik vokseværk

Arkiv
Tekst af: Forstadsmuseet

Transport ad gamle tiders landeveje kunne være en langsommelig affære. Dels foregik det pr hestevogn, dels var vejene tit kun et par mudrede og opkørte hjulspor at færdes på, som kunne medføre, at man blev nødt til at køre på marken ved siden af for at komme frem. Tempoet var sindigt: det kunne tage op mod en hel dag at tilbagelægge strækningen fra for eksempel København til Køge.

Hårdt slid skaber vejene

I Hvidovre var der i begyndelsen af 1900-tallet kun ganske få egentlige veje, men i takt med byens udvikling fra landbrugsland til voksende forstad, påbegyndtes det første store kommunale vejanlægsarbejde sidst i 1920’erne. På det tidspunkt blev Hvidovrevej anlagt som en omfartsvej, der kunne lede den voksende trafik vest om Hvidovre Landsby. Arbejdet med at anlægge veje var benhårdt. Arbejdet blev nemlig primært udført pr håndkraft af vejarbejdere, der møjsommeligt bevægede sig frem på alle fire. Valdemar Hansen var én af vejarbejderne på Hvidovrevej-projektet: “Vi havde tromlen og vognene, der kom med materialerne fra Hedehusene. Så havde vi en greb, vi fordelte jorden med. De bundsten, vi brugte, var flintesten. Det var nogle store fyre på en meter i omfang. De skulle slås i stykker, fordi de ikke måtte være mere end cirka ti til tolv cm i tykkelsen, når de blev lagt på vejbanen. Så stod der nogle med en stor hammer og smadrede de her sten, og så lå der som regel to mand et stykke derfra og lagde dem med hånden. Altså simpelthen lagde dem ved siden af hinanden og kilede dem ind i hinanden. Det var håndarbejde hele vejen igennem.” Det var Valdemar Hansens job at lægge bundstenene, så han har faktisk kravlet på knæ fra Hvidovre Station og ud til Køgevej: “Jeg fik slidt fingerspidserne helt hudløse af det, navnlig når det var regnvejr. Men så brugte vi isoleringsbånd til at sætte på fingrene for at hjælpe på det.” Når bundstenene var lagt, kom der skærver ovenpå, så blev der vandet med en speciel art lergrus, og til sidst blev vejen tromlet, til den var fast og solid. Ifølge tidligere fuldmægtig ved Hvidovre Rådhus Ernst Andersen kostede den cirka 4.3 kilometer lange Hvidovrevej godt og vel 1.1 million kroner at anlægge - eller omkring 256 kroner per løbende meter.