Indbrudstyve sætter mærker på huse
Indbrudstyve bruger tid på at udvælge de huse, de går efter, og det er ikke ualmindeligt, at de bruger forskellige teknikker til at markere en bolig. Det skriver Rigspolitiet på sin Facebook-side.
Blandt andet har man i Nordjylland oplevet, at indbrudstyvene stiller en potteplante foran hoveddøren, flytter rundt på ting, tegner et kryds på døren eller smider ting i indkørslen eller forhaven for derefter at komme tilbage for at se, om det er blevet fjernet, eller om husets beboere er væk på ferie.
Sune Myrup, fungerende politikommisær i berigelsessektionen hos Nordjyllands Politi, kommer derfor med et godt råd til naboer.
"Hvis du alligevel skal gå en aftentur med hunden, så kig ind til bortrejste naboer og fjern evt. potteplanter sat foran døren, ting smidt eller flyttet rundt på i indkørslen og haven, eller et kryds på døren, så sender du et klart signal til tyvene om, at der er nogen, der holder øje."
Rigspolitiet opfordrer til at man ringer 114, hvis ens eget eller naboens hus er blevet markeret.