Straffespark fældede HB Køge i sæsonpremieren
FODBOLD: Umiddelbart før Lørdags-Avisens papirudgave gik i trykken, lød sidste dommerfløjt fra Kasper Madsen for sæsonpremieren i Bet25 Ligaen - som 1. Division hedder nu - mellem Lyngby og HB Køge på Lyngby Stadion.
Resultatmæssigt gik det ikke HB Køges vej.
Hjemmeholdet vandt nemlig kampen med 1-0 efter en målløs første halvleg. Lyngbys og kampens ene scoring faldt efter 58 minutters spil, på straffespark. Straffesparket blev begået af HB Køges målmand Frederik Due, der kom forkert ud til et indlæg og fik begået frispark mod en Lyngby-spiller.
Christian Gytkjær scorede på fodboldspillets største chance - og hjemmeholdet formåede at holde føringen kampen ud.
- Kampen var en rigtig premierekamp med masser af nervøsitet hos begge mandskaber. Kampen var ganske chancefattig med mange dueller , fortæller HB Køges sportschef Jesper Sommer i telefonen fra Lyngby Stadion.
HB Køge havde ellers en gigachance for at bringe sig i spidsen blot tre minutter før pausen, da Brandäo fik en friløber. Brasilianeren fik sendt bolden under Lyngbys fremstormende keeper, men desværre gik bolden forbi den ene opstander.
- Alle mand ydede en stor arbejdsindsats, men heldet var ikke med os i det afgørende øjeblik, siger Jesper Sommer, der håber på bedre held i sprøjten når HB Køge søndag den 2. august tager imod Skive IK i sæsonens første hjemmekamp på Herfølge Stadion.