Besejrede 1. FC Kaiserslautern
FODBOLD: HB Køge fik den flottest mulige afslutning på en ugelang træningslejr i Tyskland, da holdet tirsdag aften foran 1.200 tilskuere i Weingarten i Pfalz besejrede det stærke 2. Bundesligamandskab fra 1. FC Kaiserslautern, der hermed led det første nederlag i sommerens træningskampe.
HB Køge leverede en sand mandfolkeindsats til trods for en uges hård træning og to kampe på programmet samt en på kampdagen lang busrejse fra Leipzig i øst til Weingarten i det sydvestlige Tyskland - ikke langt fra grænsen til Frankrig.
HB Køges presspil behagede tydeligvis ikke Kaiserslautern, og belønningen kom i kampens 34. minut, da Sami Kamel bragte Svanerne på 1-0 som også var stillingen ved pausen.
Tre minutter efter pausen udlignede Kaiserslautern ved Lukas Görtler, men HB Køge svarede igen 11 minutter senere, da Brandäo bragte holdet på 2-1 efter fornemt forarbejde af Kristian Pedersen.
Til trods for et hårdt tysk pres mod slutningen af kampen - bl.a. et forsøg på overliggeren i kampens sidste minut - lykkedes det HB Køge at holde stand og hjemføre en ganske fornem skalp - der må give masser af humør til den lange hjemtransport til Danmark med ankomst onsdag.
HB Køge har nu én træningskamp tilbage inden sæsonpremieren næste torsdag ude mod Lyngby - nemlig lørdag den 18. juli kl. 11.00, hvor HIK gæster Herfølge Stadion.
Se også referatet af kampen på 1. FC Kaiserslauterns hjemmeside her.