Fortsæt til indhold

Haderslev har benyttet sig af dømt speciallæge

Fagforbundet 3F frygter at borgere kan havde mistet forsørgelsen som en konsekvens af forkerte speciallægeerklæringer

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Danske kommuner har benyttet sig flittigt af speciallæge i psykiatri Piet Casier. En læge, som har fået en hel serie advarsler og som netop er blevet dømt til at betale 240.000 kroner i erstatning til en patient, som han gav diagnosen "sygdomsefterligning".
32 kommuner står på den dømte læges kundeliste, heriblandt Haderslev. Det skriver DR-Syd i dag efter at fagforbundet 3F har søgt aktindsigt i sagen. Fagforbundet frygter at syge borgere kan havde mistet forsørgelsen eller måske er landet på kontanthjælp som en konsekvens af fejlagtige speciallægeerklæringer.
DR har talt med den politisk ansvarlige i Haderslev Kommune, formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget, Karl Erik Olesen. Han fortæller at han intet kender til sagen, men hvis der er risiko for at der kan være begået fejl, vil der blive set på det.
DR leder - i forbindelse med artiklen - efter borgere, der har fået lavet en speciallægeerklæring hos Piet Casier.