Fortsæt til indhold

McDonald's indfører MobilePay

Arkiv
Af Jacob Hove

Fra den 28. juli kan du betale for maden direkte via mobilen hos McDonald’s i Vejle. Den dag lancerer McDonald’s nemlig MobilePay i alle landets restauranter. Med indførelsen af MobilePay er McDonald’s den første danske fastfood-kæde, der tilbyder mobilbetaling i restauranterne. Hidtil har det kun været muligt at betale med MobilePay i fastfoodrestauranter ved bestilling på nettet. Den nye betalingsmulighed indebærer, at McDonald’s Danmark installerer små bokse ved alle kasser i restauranterne.
Hvis gæsten vælger at betale via MobilePay, sender boksen beløbet til gæstens mobil med anmodning om betaling, når bestillingen er foretaget. Løsningen er baseret på Danske Banks MobilePay-app og kører bl.a. på Bluetooth- og NFC-teknologi. Det vil naturligvis fortsat været muligt at betale med dankort og kontanter i McDonald’s-restauranter landet over. MobilePay-løsningen skal ses som en supplerende betalingsmulighed.