13 anmeldte indbrud
Det har været en travl weekend for politiet, der har modtaget 13 anmeldelser om indbrud. Det fortæller Brian Abild fra Sydøstjyllands Politi.
Natten til mandag den 20. juli brød tyve ind i en daginstitution på Junghansvej. Mandag morgen blev stedet undersøgt af politiet, der endnu ikke kan sige, hvordan tyvene kom ind.
Mellem mandag den 13. og fredag den 17. juli gik det ud over en frisørsalon på Vestergade i Vamdrup. Vinduet til toilettet var blevet opbrudt med et ukendt redskab, og herefter var ukendte gerningsmænd smuttet med diverse trimmere, barberknive, sakse og hårprodukter.
Tyvene var mellem torsdag og fredag forbi Bøllingvej i Jordrup, hvor de opbrød et soveværelsesvindue, gik rundt i hele huset og stjal kontanter og medicin.
Diverse elektronik deriblandt en iPad var blandt tyvekosterne ved et indbrud i en villa på Møllegade i Lunderskov. Ukendte gerningsmænd havde brugt et koben til at bryde et vindue op på husets bagside, hvorefter de havde færdedes i hele huset.
Et badeværelsesvindue i en villa på Humlevænget i Kolding er blevet brudt op med et koben. Indbruddet er sket mellem torsdag den 16. juli fra midnat og frem til fredag klokken 12. Da familien er på ferie, er der endnu ikke styr på, hvad der er stjålet.
En familie på Herredsvej i Vamdrup var også bortrejst, da huset fik besøg af tyve. Det er sket mellem onsdag middag og fredag klokken 11.15. En kælderdør var brugt op, og der var opbrydningsmærker i karmen. De stammer formentlig fra et koben. Der var spor efter færden i hele huset, men intet overblik over, hvad der er stjålet, da familien ikke er hjemme.
Mellem torsdag middag og fredag middag brød ukendte gerningsmænd ind i en bolig på Ågærdet i Kolding. Ifølge politiets døgnrapport fremgik det mandag morgen ikke, hvordan tyvene var kommet ind og om der var stjålet noget.
Et vindue til et badeværelse i en villa på Villagade i Vamdrup er i weekenden blevet opbrudt. Tyvene brugte formentlig en skruetrækker til at bryde vinduet op. Da husets beboere er på ferie, vides det ikke, om der er stjålet noget.
Mellem søndag den 12. juli og fredag den 17. er ukendte tyve brudt ind i en villa på Højvang Nord i Vamdrup. Terrassedøren var brudt op, men der er formentlig ikke stjålet noget, lyder det fra politiet.
Det vides heller ikke, hvad der er stjålet fra en villa i Brændkjærgade, der havde besøg af tyve mellem onsdag og lørdag. Et vindue var brudt op med et koben, og der var spor efter færden i hele huset. Familien er bortrejst.
Ukendte gerningsmænd opbrød mellem lørdag klokken 11 og søndag klokken 11 et terrassevindue i en villa på Møllegærdet med et koben. Der blev stjålet et musikanlæg og fladskærmsfjernsyn fra boligen.
Et hus på Trelle Ager i Vamdrup har også haft besøg af tyve. Indbruddet er sket helt tilbage mellem fredag den 10. juli og søndag den 19. Der er spor efter færden i huset, men det vides ikke med sikkerhed, hvad der er stjålet.
Sidst fik en lejlighed på Østergårdsvej i Kolding besøg af tyve mellem tirsdag den 14. juli og fredag den 17. Et sydvendt vindue mod baggården var blevet opbrudt, og tyven var smuttet med de hårde hvidevarer.