HB Køge igen fældet af straffespark
FODBOLD: Efter tre spillerunder i den nye sæson i Bet25 Ligaen er HB Køge fortsat uden sejr.
Fredag aften tabte holdet - nøjagtigt som i den første udekamp - premierekampen mod Lyngby for to uger siden - med 0-1 på et straffespark i anden halvleg. Målet sat ind af Bejram Fetai i det 61. minut.
I overværelse af 1.334 tilskuere havde HB Køge mest spil i første halvleg, men holdet formåede ikke at producere de store chancer. Kun spredte skudforsøg fra Kristoffer Munksgaard og specielt Kristian Andersen var hvad det blev til.
FC Roskilde kom bedst ud til anden halvleg og havde en stor chance efter fem minutter, inden straffesparket ti minutter senere der afgjorde kampen.
Mod slutningen af kampen havde Køge et par forsøg - Delphin Tshiembe skød et frispark i sidenettet og Kristian Andersen misbrugte en god chance - men udligningen kom aldrig, og derfor kunne hjemmeholdet trække sig tilbage med de tre points.
HB Køge ligger efter tre runder med kun et enkelt point og kun en enkelt scoring - sat ind af forsvarsspiller Kristian Pedersen.
Svanerne mangler virkelig power oppe i forreste række - en angriber eller to der kan finde vej til netmaskerne.
HB Køges næste kamp er onsdag den 12. august kl. 18.30 mod BK Avarta i Espelunden i Rødovre i 1. runde af DBU Pokalen. Næste kamp i Bet25 Ligaen er søndag den 16. august på hjemmebane mod Næstved.
pm