Fortsæt til indhold

Køge Håndbold overraskede mod Liga-mandskab

Arkiv
Arkiv

HÅNDBOLD: Efter blot en uges træning efter sommerpausen, blev Køge Håndbolds nye 1. Divisionshold i herrehåndbold kastet for løverne lørdag eftermiddag, hvor holdet i Hillerødhallen mødte Liga-mandskabet fra Nordsjælland Håndbold.
Køge-mandskabet leverede en rigtig fornem indsats, og havde det nordsjællandske ligahold trængt op i krogen. Køge overraskede ved at få uafgjort 23-23 med hjem og dermed fik Thomas Jørgensens hold en god gang selvtillid forud for debuten i 1. Division om en måned.
Køge Håndbold lagde sig ellers på sejrskurs i første halvleg, og ved pausen førte gæsterne med hele 14-8. Det var især de to nytilkomne Frederik Nielsen og Frederik Jensen der drev gæk med Nordsjælland.
Køge lagde også fint fra land efter pausen og bragte sig foran med syv mål - 16-9 - før trætheden begyndte at melde sig og hjemmeholdet fik langsomt arbejdet sig op og de to mandskaber delte altså med resultatet 23-23 - selvom Køge med få minutter tilbage af kampen førte med tre - nemlig 22-19.
Men en fornem start af Køge som skal i ilden allerede torsdag aften den 6. august kl. 19.30, hvor holdet i Herfølgehallen møder Tåstrup fra 2. Division.
pm