Går i Niels Bohrs fodspor
Gymnasieelev fra Hvidovre med på fysisk camp
På Niels Bohr Institutet er gymnasieelever fra hele landet i gang med at regne, høre forelæsninger og lave forsøg. De kan simpelthen ikke få nok af fysikken og bruger derfor sommerferien på at afprøve deres evner med materiale på universitetsniveau. Emnerne i år er astronomi, klima, elektromagnetisme og partikelfysik.
I Niels Bohrs ånd
Campen foregår i de samme lokaler, hvor vigtige elementer af kvantemekanikken blev udviklet, og mange af 1900-tallets største fysikere samledes. I disse omgivelser lægges kimen til den nye generation af fysikere. Koordinator Nikolaj Simling Kristensen udtaler: “Man kan virkelig mærke historiens vingesus. Niels Bohr Institutet er en vigtig historisk lokation. Det er sjovt at tænke på, at her sad store tænkere, og nu er det gymnasieelevernes tur.”
Fysik som socialt samlingspunkt
Man må dog ikke glemme, at Fysik Camp bygger på at skabe engagement for faget, så det sociale element har en vigtig plads i campens program. På den måde får campens deltagere en fed oplevelse at huske tilbage på, hvor de både fordyber sig fagligt og nyder det sociale fællesskab med ligesindede. Det sker f.eks. ved en grillaften, fysiksange og brætspil.
Tradition for at engagere
I alt er hele 368 unge optaget på UNF ScienceCamps i år og får undervisning i naturvidenskabelige emner. Fysik Camp er blot en af 9 forskellige camps, UNF afholder denne sommerferie. UNF er for nylig blevet kåret til Skandinaviens største udbyder af ScienceCamps og er blandt de førende i Europa. De frivillige arrangører er for det meste universitetsstuderende, der har brugt det sidste år på at forberede campen - ganske ulønnet. Det har nemlig betydning, at det er motivationen, der driver værket. Traditionen med ScienceCamps stammer fra 2002, men Ungdommens Naturvidenskabelige Forening blev stiftet helt tilbage i 1944. Foreningen udsprang fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) fra 1824, der blev stiftet af den danske fysiker H.C. Ørsted.