Svært et sige nej til 15-20 trængende børn
- siger Hvidovre Jagtforenings formand, der finder det utroligt, at Hvidovre Kommune “ikke har råd til et offentligt toilet”, men “tørrer” problemet af på havnens klubber
Det fortæller Hvidovre Jagtforenings formand, Torben Thomsen, som opfølgning til Hvidovre Avis’ beskrivelse i sidste uge “Hvidovre - en turistkommune uden toiletter”, hvor vi beskrev den tåbelige lukning af toiletbygningen på Hvidovre Havn og den senere etablering af et lille byggepladsagtigt betalingstoilet af plastic, hvor mange ikke lige står med den krævede møntstørrelse når trangen byder sig på, - og i øvrigt er temmelig afsides beliggende. Lukningen af den gamle toiletbygning har selvsagt betydet en stærkt øget anvendelse af havneklubbernes toiletter af besøgende gæster og turister på havnen. Hvidovre Sejlklub Suset har senest måttet etablere kodesystem på deres toiletter, så de kun kan bruges af medlemmer og gæster i restaurationen. I Hvidovre Jagtklub har man endnu ikke indført et sådant system, men de forøgede udgifter og den daglige "toilettrafik" gennem klublokalet, har dog givet visse overvejelser i den retning. - Vi har foreløbig kun forsøgt os med skiltning på indgangsdøren, men jeg syntes, det er svært at sige nej til trængende, bemærker formanden Torben Thomsen. - Der kommer jo mange gæster på havnen, og hvem siger eksempelvis nej til en børnehave med 15-20 børn, hvor flere skal på toilettet?
Toilet-valfart gennem klublokalet
Spørgsmålet om de manglende offentlige toiletter på havnen og i parkområdet, har været fremme flere gange siden kommunen lukkede toilettet for et par år siden. Sidste år i november skrev jagtklubben således et appellerende brev til borgmester Helle Adelborg om problemet: “Foreningens toiletter bliver af offentligheden nu opfattet som værende offentlige toiletter, efter at den kommunale toiletbygning, som var foreningens nabobygning, er blevet lukket. Det medfører et stort overforbrug af koldt og varmt vand, toiletpapir, sæbe og håndtørringsmateriale samt sanitetsudskiftninger. Der er også ekstraordinære omkostninger til rengøring, bl.a. på grund af en valfart året igennem udefra til toiletterne gennem hele klublokalet”, hedder det bl.a. i jagtklubbens henvendelse. - Vi har tillige spurgt om kommunen havde til hensigt at betale vore ekstraomkostninger, som jo er en direkte følge af kommunens fejldisponering, tilføjer jagtforeningens formand, der også har anmodet kommunen om at revurdere sine planer, og arbejde på en mere hensigtsmæssig løsning, herunder en placering af offentlige toiletter ved adgangsvejen til Hvidovre Lystbådehavn, hvor de er synlige for besøgende til havnen og ikke gemt bort for anden af den nordlige p-plads. - Den nuværende løsning kan kun betegnes som en uigennemtænkt “hovsaløsning”, og en direkte opfordring til offentligheden om at bruge foreningens toiletter, slutter Torben Thomsen. Jagtklubben fik en uge efter et svar fra borgmesteren, man ikke kunne bruge til ret meget. Det var sålydende: “Jeg er gjort klar over at toiletforholdene i Hvidovre Havn ikke er tilfredsstillende, derfor har vi også i forbindelse med bevillingen til et maritimt center beskrevet, at det skal indeholde toiletter for brugerne i havnen. Vi er stadig i planlægningsfasen af det maritime center, derfor kan jeg ikke på nuværende tidspunkt uddybe det yderligere. Jeg håber, at I har tålmodighed til, at vi finder en god løsning for de mange brugere af havnen og er glad for, at I har taget godt imod de gæster, som har henvendt sig”, - underskrevet af Helle M. Adelborg, borgmester. Med andre ord, er der altså endnu et stykke vej til at borgmester Adelborg kan leve op til hendes visioner om “Hvidovre som en turistminded kommune”.mads-