Fortsæt til indhold

Alvorligt trafikuheld mellem knallertkører og fodgænger

Arkiv
Arkiv

HERFØLGE: Torsdag morgen kl. 08.32 fik politiet - via alarm 112 - en melding om et færdselsuheld, hvor en knallert havde påkørt en fodgænger på Vordingborgvej i Herfølge.
Ved politiets og ambulancens ankomst til stedet var fodgængeren bevidstløs, hvorfor en lægehelikopter blev rekvireret til transport af fodgængeren – en 43-årig mand fra Roskilde.
Han havde kort forinden ulykken parkeret sin lastbil langs cykelstien og gik i retning mod en nærliggende forretning.
Da han passerede cykelstien, blev han påkørt af en 40-årig mand fra Herfølge, der på sin knallert kørte ad cykelstien i nordlig retning.
Fodgængeren blev fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse og evt. behandling for kvæstelser i hovedet, medens knallertkøreren blev kørt til skadestuen i Køge til undersøgelse efter diverse knubs.
Politiet indbragte knallerten til nærmere undersøgelse for eventuelle fejl/mangler i anledning af uheldet.
pm