Fortsæt til indhold

Lokal designforretning nomineret til pris

Arkiv
Natalie Stratigos

Den lokale interiørforretning Lisa Buhl Indretning, der ligger i Adelgade i Kolding, er udpeget som en af de nominerede til Designbaseprisen, der gives til den mest innovative og nytænkende butik i design-, livsstils og interiørbranchen i Danmark.

Øvrige nominerede er Dekoform i Odense, Illums Bolighus i København og Ole Palsby i København.

Butiksejer Lisa Buhl glæder sig over nomineringen.

"Vi kan slet ikke få armene ned.Vi er så stolte af at være i liga med Illums Bolighus. Selvfølgelig kan vores forretning slet ikke sidestilles med Illums. Vi kan nogle forskellige ting. Men det vi kan i vores forretning er at have den tætte kontakt med kunderne. Vi kan give den personlige service, som mange store forretninger måske har sværere ved. Vi kender mange af vores faste kunder, og de kan komme ind til os og få personlig vejledning efter deres behov og deres hjem," siger Lisa Buhl og fortsætter:

"Jeg håber, vi kan vinde. Det er nok svære odds, og det kommer jo an på, hvad juryen lægger vægt på. Vi er glade bare for nomineringen".


Juryen vil blandt andet lægge vægt på præsentation af produkterne i forretningen, displays og vinduesudstillinger, butikkernes vision og mission, hvordan der arbejdes med marketingskampagner for at fremme salget, medarbejdertræning, kundeservice og om forretningen er suppleret med en online shop. Det skriver Designbaseprisen på sin hjemmeside.

Vinderen af Designbaseprisen får direkte besked tirsdag den 11. august. Prisen overrækkes på Formland i Herning torsdag den 13. august. Vinderen inviteres til at deltage i den globale gia award, der gives til verdens mest innovative livsstils- og interiøsforretninger i forbindelse med International Home + Housewares Show i Chicago i marts 2016.