Fortsæt til indhold

Kulturskolen spiller med i Festugen

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 15. august 2015 kl. 14.00 afholdes den traditionsrige Promenadekoncert på Torvet i Esbjerg, som et led i Esbjerg Festuge.
Det er i år 20. gang Esbjerg Ungdoms Symfoniorkester – Esbjerg Kulturskoles symfoniorkester – under ledelse af Poul la Cour, spiller op til Promenadekoncerten. Koncertens solist er i år sangerinden Lene Siel.
Programmet byder på en perlerække af kendte og populære melodier og sange af bl.a. Kaj Norman Andersen. Desuden indeholder programmet sange fra Lene Siels repertoire, som fx He’s got the whole world og Perhaps love. Endelig vil der være et par Carl Nielsen sange, og som altid også ”syng-med”-sange.
Traditionen tro opfordres alle til at finde de flotteste hatte og festtøjet frem, så Promenadekoncerten kan blive så festlig som muligt. Der uddeles balloner og flag, så Torvet – sammen med et festklædt publikum – bliver en festlig kulisse, som kan danne ramme om koncerten.
Restauranterne Chr. d. IX og Dronning Louise sponserer i lighed med tidligere år champagne til alle, der bærer hat, og den der bærer den sjoveste, flotteste eller mest originale hat - efter vurdering af en dommerkomité, nedsat til lejligheden – vil blive præmieret med en kransekage sponseret af GuldBageren i Nørregade.
Promenadekoncerten er arrangeret af Esbjerg Kulturskole i et samarbejde med Kultur- & Fritidsafdelingen, Esbjerg Kommune.
Forud for Promenadekoncerten – kl. 11.30-13.15 – præsenterer Esbjerg Kulturskole en farvestrålende palet med bl.a. West Coast Big Band, Fanø Fiddlers, rytmiske bands samt ballet. Dette forrygende frokostarrangement, er gennem de seneste år blevet et fast og traditionsrigt programpunkt i forbindelse med Esbjerg Festuge. Som afslutning på Kulturskolen Præsenterer uddeles Kulturskoleprisen 2015 til Årets Talent fra Esbjerg Kulturskole.
I forbindelse med ”Kulturskolen Præsenterer” deltager elever fra Kulturskolens BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) og TGK (Teater Grundkursus) i et fælles event med temaet ForBindelse. BGK med tegning og TGK med fysisk performance.
Der er gratis adgang.
Et af Kulturskolens børneballethold deltager endvidere ved Tobakkens Børnedag: ”Tobak for en skilling”, samme dag (lørdag den 15. august) fra kl. 12.00. Tobakken bliver denne dag omdannet til et mekka for de små i alderen 4-10 år. Der er fest og ballade, masser af musik, dans, gøgl og leg på programmet. Entré: 20 kr.