Fynslund Boldklub får 15.000 kroner
Fynslund Boldklub har modtaget 15.000 kroner. Pengene har OK's kunder sparet op til klubben ved at tanke benzin, hvorefter man støtter forening med et beløb for hver liter brændstof.
Pengene skal blandt andet bruges til rekvisitter i flere forskellige idrætsgrene. Det fortæller kasserer for hovedafdelingen i Fynslund Boldklub, Pia Madsen, i en pressemeddelelse.
"Man søger hovedbestyrelsen om tilskud, og så vurderes ansøgningen. Det kan for eksempel være, at fodboldafdelingen søger om nye minimål til de yngste, når de spiller tremandsfodbold, eller det kan være, man gerne vil have hold til et fodboldstævne i gråsten. men det kan også være et tilskud til vores ungdomstrænere, når de skal på kurser, så det kommer mange til gode indirekte," siger Pia Madsen i pressemeddelelsen.
Fynslund Boldklub har cirka 700 medlemmer. Omkring 400 er børn og unge.