Nu starter rådhusbyggeriet i Køge
Køge Kommune flytter 200 medarbejdere ind på rådhuset for at give plads til nye boliger på Køge Kyst. Ny Borgerservice bliver stedet, hvor borgerne møder kommunen. Rådhuset holder åbent, mens der bygges, men arkadens indgang mod stationsområdet spærres.
BYGGERI: 200 af Køge Kommunes medarbejdere flytter, for at gøre plads for nye boliger til borgerne. Jobcenter Køge og kommunens familiecenter rykker fra Strandpromenaden, hvor Køge Kyst er i gang med at bygge Køges nye bydel nær stranden og det gamle havneområde.
Midt i august starter byggeriet af en ny fløj på Køge Rådhus, så hele kommunens administration kan samles på samme adresse. Rådhusudbygningen kan tages i brug om godt halvandet år.
Rådhusudbygningen får forretninger i stueetagen og kontorer til kommunens medarbejdere ovenpå.
Ny Borgerservice
Fremover er det her, borgerne skal henvende sig, hvis de har brug for kommunen, uanset om de har en aftale med en jobkonsulent, skal have lavet et nyt pas eller har brug for hjælp til de digitale selvbetjeningsløsninger på kommunens hjemmeside. Idéen med den nye borgerservice er, at medarbejderen kommer til borgeren, og det skal tages helt bogstaveligt.
Medarbejderen kommer hen til Borgerservice, møder borgeren her og giver den hjælp og vejledning, der er brug for. Det kan lade sig gøre, fordi alle kommunens sagsbehandlere arbejder under samme tag, nær ved Borgerservice.
Mens der bygges Rådhusudbygningen kommer til at vende ud mod stationsområdet. Det meste af rådhusets parkeringsplads mod stationsområdet bliver derfor omdannet til byggeplads nu.
Køge Rådhus holder åbent som sædvanligt, mens der bygges. Indgangen til rådhusets arkade fra øst spærres fra onsdag den 12. august. I stedet kan man komme ind i rådhusarkaden fra den modsatte indgang, der vender ud mod Torvet 1.
De fleste parkeringspladser ved rådhuset nedlægges, men der kommer nye parkeringspladser i nærområdet. Parkeringspladsen ved det gamle vandtårn på Blegdammen er allerede udvidet, og der kommer snart flere parkeringspladser på Østre Banevej og Bag Haverne.
Tidsplanen Køge Kommune bygger rådhusudvidelsen i samarbejde med TK Development. Køge Kommune er bygherre for de to øverste etager, mens TK Development står for opførelsen og driften af butiksdelen i stueplan.
Det er entreprenørfirmaet GVL Entreprise A/S, som står for byggeriet af rådhustilbygningen. Entreprenøren starter i denne uge med at indrette byggeplads med hegn omkring, og så går selve byggeriet i gang. Der kan komme støj fra byggepladsen, men allerede i oktober begynder bygningen for alvor at tage form.
Her kan de første betonelementer sættes op, hvis tidsplanen holder. Arkæologerne fra Museum Sydøstdanmark laver forundersøgelser på byggepladsen, og byggeriet kan blive forsinket, hvis der dukker spændende fund fra gamle dage op, når der graves.
Forbinder det nye og det gamle Køge Med forretningerne i stueetagen bliver rådhusudbygningen en del af Køges nye handelsstrøg, Strædet. Ved siden af butikkerne kommer kommunens nye hovedindgang til at ligge.
Herfra kan man gå direkte fra Strædet til Borgerservice, hvor kommunens medarbejdere tager imod.
På den måde bliver Køge Kommune en del af det livlige byliv, der er på vej i stationsområdet. Samtidig kommer rådhuset til at forbinde det gamle og det nye Køge, og Borgerservice bliver midtpunktet for det samlede rådhus.
Følg med i rådhusbyggeriet på www.koege.dk og på Facebook.com/koegekommune.
pm