Museum har fået Kong Christians hestesko
Arkiv
Da der i lørdags blev afholdt marked på Genforenings- og Grænsemuseet, fik museet overrakt en hestesko, som har siddet på den hvide hest den 10.7.1920, da den bar Kong Christian 10. over den slettede 1864-1920-grænse ved det symbolske genforeningsridt ved Frederikshøj - lige uden for museets vinduer. Det skriver Genforenings- og Grænsemuseet i en pressemeddelelse.
Hesteskoen blev overrakt af Theodor Munch Knudsen, Nordborg, som for nogle år siden fik den til sin fødselsdag af den oprindelige ejer Thorkild Balslev Clausen fra Ålborg. Han kan hele historien om hesteskoens lange vej til Genforeningsmuseet. Hesteskoen vil kunne ses i museets samlinger fra uge 32. Museet havde i øvrigt omkring 50 betalende gæster i løbet af dagen.