Fællestur til fordel for internater
Maxi Zoo i Randers afholder velgørende fællestur på søndag 23. august under overskriften ”Det sker også i Danmark” . Turen er til fordel for Dyrenes Beskyttelse, der gennem de sidste år har oplevet en stor stigning i antallet af kæledyr, der bliver misrøgtet
Det er ikke kun i Grækenland og andre lande, at dyr bliver misrøgtet. Det sker også i Danmark. De sidste år har Dyrenes Beskyttelse oplevet en markant stigning i antallet af omsorgssvigtede kæledyr, hvilket har sat et stort pres på deres frivillige og på de otte internater rundt omkring i landet. For at hjælpe de mange kæledyr videre i livet, inviterer Maxi Zoo Randers SØ og Maxi Zoo Randers NVderfor alle byens hunde til en velgørende gåtur til fordel for Dyrenes Beskyttelses internater.
Hjælp med at hjælpe
Søndag 23. august kan man tage hunden med til den store fællestur, hvor man kan møde byens andre hundeejere samt støtte op om det gode initiativ. Det koster 10 kr. pr. hundesnude at deltage, og beløbet går ubeskåret til Dyrenes Beskyttelse, der har brug for økonomisk hjælp, hvis de fortsat skal hjælpe de mange omsorgssvigtede kæledyr til et nyt og bedre liv. For hver hund, der deltager i fællesturen, giver Maxi Zoo Randers SØ og Maxi Zoo Randers NVdesuden 10 kr. oveni, så der i fællesskab doneres 20 kr. pr. snude .
”Vi oplever, at flere og flere ikke tager ansvar for deres dyr, der i stigende grad bliver betragtet som ting. Der er desværre nogle dyreejere, der glemmer, at der følger mange pligter og omkostninger med, når man anskaffer sig et dyr. Dyrene skal have ordentligt foder , motion og til dyrlæge, når de er syge. Man kan ikke blot skille sig af med sit dyr, når de bliver for besværlige, for dyre eller ikke passer ind i hverdagen længere,” fortæller Jens Jokumsen, der er ansvarlig for Familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse.
Udover at donere penge til Dyrenes Beskyttelse, sørger Maxi Zoo også for, at der vil være goodie-bags til alle de firbenede samt goodwill kaffe og te til de tobenede efter turen.