Fortsæt til indhold

Faxe Ungdomsskole klar med 42 hold

Arkiv
Arkiv

FAXE: Japansk for begyndere. Udvikling af computerspil. Kjoledesign. Gokart. Eller hvad med en rejse til New York, Prag eller på ski i Sverige?
Hvis du går i 7. klasse, og hvis er 18 år eller derunder, kan du godt begynde at glæde dig. Faxe Ungdomsskole er klar med et omfangsrigt program med noget for enhver smag.
Mandag den 21. september tager Faxe Ungdomsskole nemlig fat på en ny sæson. Både nye og allerede rutinerede medarbejdere er klar til at byde velkommen til en ungdomsskole i udvikling.
Der er ikke færre end 42 hold og events at vælge imellem, og man kan finde en beskrivelse af alle hold – og tilmelde sig – via hjemmesiden www.ungdomsskolen.net.
I denne sæson byder ungdomsskolen blandt meget andet på en rapper og producer, som vil undervise i rap og elektronisk musikproduktion. Der er også en professionel designer, som vil undervise i at sy sin egen konfirmations- eller gallakjole.
En professionel fotograf vil også lære fra sig, og de unge mennesker kommer til at tage billeder til den folder, som skal sendes ud til den kommende sæson.
Men der er meget mere. Forskellige former for dans – inklusive ballet – gokart, bolchehold, selvforsvar og beautyshop. Ungdomsskolen er også glad for at samarbejde med andre aktører, herunder Rønnede Golfklub og Haslev Dykkerklub.

Klubberne

Japansk tegnekunst Ud over de hold, som bliver annonceret i folderen fra ungdomsskolen, er man på vej med endnu flere tiltag. Som ung i Faxe Kommune kan man nu også se frem til den japanske tegneform manga. Her er der fokus på udtryk, følelser, personlighed, fart og stemning.
For de spilleglade Derudover er ungdomsskolen i gang med at udvikle et hold omkring Gamification i samarbejde med ZBC. Gamification er spiludvikling – både digitalt og fysisk form.
Der arbejdes også på at oprette såkaldte ”Game Jams” af 12 timers varighed, hvor man i mindre grupper laver spiludvikling.
Med den politiske beslutning om at lægge ungdomsklubberne i ungdomsskolen er der helt nye muligheder for at lave et stærkt fritidsliv. Ungdomsskolen glæder sig over at stå i spidsen for et aktivt fritidsliv – også på klubområdet.
I klubberne vil man arbejde målrettet og visionært med at skabe de optimale rammer for et godt ungdomsliv, hvor frirum, læring og udvikling går hånd i hånd. Der er ansat 17 klubmedarbejdere, som sammen skal tegne Faxe Kommunes ungdomsklubber – klubber der vil være spækket med aktivitet og nærvær – på de unges præmisser.
I disse dage arbejder ungdomsskolen intensivt med at udvikle konceptet, og i uge 39 er man klar til at åbne dørene for seks klubber beliggende i henholdsvis Rønnede, Faxe, Faxe Ladeplads, Haslev, Karise og Dalby.
I de kommende uger tager Faxe Ungdomsskoles medarbejdere på skole-tour. Her kommer de på besøg i samtlige 7., 8. og 9. klasser i kommunen for at fortælle om tilbuddene og dele folderen med information om holdene ud. Det håber ungdomsskolen vil inspirere kommunens unge til at deltage i fritidstilbuddene.
pm