Indvielse af omløbsstryg ved Blåbæk Mølle
FAXE: Det nye omløbsstryg ved Blåbæk Mølle er nu færdigetableret, og Faxe Kommune inviterer i den anledning til indvielse ved Blåbæk Mølle fredag den 14. august kl. 15.00.
Med det nye omløb er spærringen ved møllen elemineret, og det er nu muligt for fiskene at vandre frit i Faxe Å.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Ivan Lilleng forestår den officielle indvielse, og Faxe Blæserne kommer og spiller til arrangementet. Der vil være mulighed for at se en film om hele det store anlægsarbejde, mens man nyder en pølse og en øl eller vand.
Gæster er naturligvis også velkomne til at gå en tur langs det nye omløbsstryg og kigge nærmere på vandløbet og den nye Møllesø.
Fjernelse af spærringen er et af indsatskravene i vandplanen for Østersøen, som Faxe Kommune nu har opfyldt.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem lodsejere, Faxe Kommune og Kulturstyrelsen, mens EU og Miljø- og Fødevareministeriet har deltaget i finansieringen af projektet.
Alle er velkomne.
pm