Fortsæt til indhold

Ulovligt byggeri skal rives ned

En totalt kikset sagsbehandling med to nuværende og en tidligere ansat embedsmand som det centrale omdrejningspunkt, kommer nu til at koste Hvidovre Kommune et tocifret millionbeløb i erstatning til bygherren

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Der var kun en enkelt sag, der skulle behandles - nemlig det ulovlige byggeri på Gl. Køgevej.
Charlotte H. Larsen (O), Finn Gerdes (A), Kristina Young (H), Mette Dencker (O) og Mikkel Dencker (O) havde meldt afbud til det akut indkaldte møde, hvor Gert Krogstad-Nielsen deltog for Kristina Young.
Borgmester Helle Adelborg (A) indledte mødet med en kort gennemgang af sagen om det ulovligt opførte byggeri. Hun beklagede sagen og gav udtryk for, at hun var ked af, at det var nødvendigt at samle kommunalbestyrelsen:
- Jeg føler med alle i denne sag. Fejlen er kommunens og jeg håber, at vi nu kan finde en løsning på sagen. Jeg vil gerne også lige benytte lejligheden til takke naboer, bygherre og ejer af grunden for at være gået konstruktivt i dialog med kommunen...

Nej til aktindsigt

Det ekstraordinære møde blev ganske kort.
Og det blev det primært fordi kommunalbestyrelsen faktisk ikke brugte krudt på det, der optager Hvidovres undrende borgere - nemlig spørgsmålet om hvordan en så eklatant byggesagsbommert er sluppet gennem det kommunale system!
I første omgang handlede det nemlig om - som det vist hedder, når der er tale om akut førstehjælp - at standse ulykken.
Det var derfor en enig kommunalbestyrelse, der holdt fast i beslutningen om, at det over otte meter høje byggeri hos bilforhandleren på Gl. Køge Landevej skal rives ned. Der var således fuld opbakning til økonomiudvalget, der tidligere på ugen havde vedtaget, at det igangværende byggeri skal rives ned og opføres i overensstemmelse med lokalplanen for området.
Kommunalbestyrelsen fulgte også økonomiudvalgets indstilling om, at kommunaldirektøren i samarbejde med forvaltningen skal sætte et arbejde i gang for at stramme op og kvalitetssikre arbejdsgangene på byggesagsområdet og borgmester Helle Adelborg kunne oplyse, at denne indsats allerede var sat i gang.
Bygherren skal nu rive bygningen ned og søge om byggetilladelse igen. Og kommunen kommer til at udbetale en erstatning for det dokumenterede økonomiske tab, som bygherren har lidt. Der bliver efter al sandsynlighed tale om et ganske stort millionbeløb.
Hvidovre Avis har søgt om aktindsigt i en række bilag/overslag om de økonomiske konsekvenser, som sagen sandsynligvis vil få for Hvidovre. Kommunen har imidlertid givet afslag på den ansøgte aktindsigt. Hovedargumentet er, at de af avisen efterspurgte dokumenter er til brug i en sag, hvori Hvidovre Kommune muligvis kan blive sagsøgt.
Offentlighedsloven inderholder ellers en bestemmelse om “meroffentlighed” - og den bestemmelse kunne måske godt være benyttet her..
For der er ikke tvivl om, at offentligheden - altså Hvidovres skatteborgere - har stor interesse i sagen.

Hvordan kunne det ske?

Avisens gennemgang af sagen i sidste uge rejste en række vigtige spørgsmål:
Hvordan kan en så stor fejl overhovedet ske? Hvorfor fik bygherren særbehandling, da han søgte om byggetilladelse? Hvorfor er en så stor og væsentlig byggetilladelse kun behandlet administrativt? Hvorfor er der ikke ansøgt om den nødvendige dispensation og hvorfor er partshøring ikke sket?
Hvidovre Avis beskrev også det centrale persongalleri omkring byggetilladelsen.
Byggetilladelsen er underskrevet af to kommunale medarbejdere HAO og SKH - og givet til ansøgeren MH.
I en oversigt over Bygge- og Planafdelingens organisationsplan pr 1. januar 2009 er SKH placeret som teamleder for seks medarbejdere. Den ene af disse medarbejdere er HAO. Men også MH - altså ansøgeren i den aktuelle sag - er på dette tidspunkt ansat i Hvidovre Kommune og figurerer som medarbejder under SKH og kollega til HAO. Ifølge redaktionens oplysninger var HM fra 2006 til 2010 år ansat i Hvidovre Kommune. Han er pt ansat i en lignende kommunal forvaltning i Københavns Kommune.
Den byggetilladelse, der er årsag til hele denne sag om det ulovlige byggeri, indeholder altså underskrifter fra tre personer. Ansøgeren MH - hans tidligere kollega HAO samt deres tidligere og nuværende chef - SKH.

Stor offentlig interesse

På fredagens møde i kommunalbestyrelsen var det faktisk kun Steen Ørskov (C) der brugte taletid på at interessere sig for hvordan en så stor og utilgivelig fejl kunne opstå. Han undrede sig over hvorfor MH - der nu er ansat i Københavns Kommune - kunne “dukke op” i en lokal byggesag. Han var også forundret over den ultrakorte sagsbehandlingstid på noget, der ligner blot syv arbejdsdage. Et forløb, der ligeledes blev omtalt i sidste uges udgave af Hvidovre Avis.
Det ekstraordinære møde sluttede som nævnt ganske hurtigt.
Efterfølgende holdt kommunalbestyrelsen - for lukkede døre - en slags uformel “spørgetid” hvor borgmester og administration i dialog med kommunalbestyrelsens medlemmer kunne drøfte sagen.
Helle Adelborg gav inden den lukkede del udtryk for at hun var enig med Ørskov i, at der skal kigges “bagud”. Sagen skal undersøges grundigt og “der kommer en redegørelse”, sagde borgmesteren...
Imens der ventes på den redegørelse, undrer Hvidovres borgere og avisens læsere sig.
Der er tale om en sag med grove og graverende fejl begået af Hvidovre Kommune. Byggetilladelsen ligner en vennetjeneste. Der er involveret to nuværende og en tidligere ansat embedsmand. Og der er mange penge involveret i denne byggesag - en sag, der bestemt har offentlighedens interesse og bevågenhed.
Hvidovre Avis følger op på sagen i næste uge.