Det summer og smager af honning
Tirsdag 25. august fra 17.00 til 20.00 kan man få lov til at lære om biavl og møde tusindvis af naturcenterets flittige husdyr
Man kan både smage på den honning, der produceres i naturcenterets bigård, og lære om biavl. Arne Kristensen og Harry Elvelund holder nemlig et foredrag om biavl, hvorefter de vil præsentere gæsterne for de bier, der producerer honning for Randers Naturcenter.
Det at holde bier er dog ikke noget, man bare lige gør, og har man en lang række spørgsmål, man savner svar på, inden man investerer i arbejdstøj, dyr og bistader, har man her en unik mulighed for en introduktion til faget.
“Det er en kompliceret affære at holde bier og producere sin egen honning, og man skal nok forberede sig på at tage en del kurser, inden man selv kan gå i gang,” fortæller Arne Kristensen.
Han håber, at interesserede under foredraget kan få svar på de indledende spørgsmål om biavl, så de efterfølgende kan begynde at modtage reel undervisning indenfor faget, hvis de stadig er interesserede.
Når foredraget er ovre, vil man kunne møde centerets egne bier og se bigården, og det er her vigtigt, at man medbringer praktisk tøj til lejligheden.
“Vi har bidragter til børn og voksne, men folk skal stadig have jeans, tykke sokker, og tætsluttende sko med for at minimere risikoen for at blive stukket,” fortæller Arne Kristensen.
Det skal dog ikke afholde interesserede fra at møde op.
“Vi underviser selvfølgelig folk i, hvordan de skal opføre sig omkring bierne,” siger Arne Kristensen.