Fortsæt til indhold

Butiksbygning bliver nok revet ned

Byggetilladelse fra 1961 gav tilladelse til opførelse af MIDLERTIDIG butiksbygning i fem år..

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Grundejerforening giver udtryk for, at de er kede af, at deres nærbutik er lukket. Men samtidig er de også bekymrede over hvad der kan komme af aktivitet på ejendommen, der eventuelt kan medføre lugtgener, trafik eller som vil skæmme området.
Ejendommen består af en butiksbygning på 216 m2, en garage på 18 m2, samt et udhus på 12 m2.

Forhistorien

Ejendommen er i dag omfattet af Byplanvedtægt A2, der er vedtaget af Glostrup Kommune i 1965 og godkendt af Boligministeriet i 1967. Byplanvedtægten fastlægger, at ejendommen skal bruges til boligformål (fritliggende parcelhus) samt at ejendommen ikke må bruges til nogen form for erhvervsvirksomhed.
Butiksbygningen er opført i 1961. På daværende tidspunkt var en byplanvedtægt fra 1959 for “Toftegården” gældende. Denne byplanvedtægt udlagde også ejendommen på Fjeldstedvej 56 til bebyggelse med fritliggende boliger. Byplanvedtægten gav dog i § 2 mulighed for at der med Kommunalbestyrelsens tilladelse i hvert enkelt tilfælde kunne indrettes forretninger til beboernes forsyning af daglige fornødenheder, såsom brød og mælk!
På baggrund af henvendelsen fra grundejerforeningen er Hvidovre Kommune nu blevet opmærksom på, at der i sin tid kun blev givet byggetilladelse til en midlertidig butiksbygning.
Der er nemlig, den 23. maj 1961, givet byggetilladelse til en butiksbygning på ejendommen - en tilladelse, der var gyldig i fem år. I forbindelse med byggetilladelsen blev der dispenseret fra byplanvedtægtens bestemmelse om maksimal bebyggelsesgrad.
Tilladelsen er siden forlænget og ændret flere gange. Den 14. april 1966 ændrede Glostrup Kommune fristen således, at butiksbygningen skulle fjernes, når det med et halvt års varsel måtte kræves af kommunalbestyrelsen - dog tidligst den 1. juli 1971.
Efter at Avedøre overgik fra Glostrup til Hvidovre Kommune, har der været en række mindre byggesager på ejendommen.

Bygningsstandard

Da butikken blev opført som en midlertidig butiksbygning med en kortsigtet levetid, blev bygningen i sin tid ikke opført efter de daværende, gældende krav i Bygningsreglement for Købstæderne og Landet, 1961. Bygningen blev godkendt på meget lempelige vilkår i relation til konstruktioner, brandforhold samt fugt- og isoleringskrav. Desuden blev de bygningsmæssige konstruktioner opført uden godkendte statiske beregninger.
Bygningen opfylder naturligvis heller ikke på nogen måde de krav, der fremgår af det gældende Bygningsreglement 2010, da særligt kravene til bygningers maksimale energiforbrug er blevet skærpet betydeligt siden 1961. Bygningen vil derfor ikke kunne godkendes efter det gældende Bygningsreglement 2010 uden omfattende bygningsmæssige ændringer.
Ud fra oplysningerne i sagen vurderes det, at kommunen godt kan fastholde kravet om nedrivning af butiksbygningen. Den nuværende ejer har oplyst at ville gennemføre et ejerskifte, og i den forbindelse vurderes det således, at kommunen kan kræve butiksbygningen nedrevet, så arealet kan anvendes til den oprindeligt tiltænkte beboelse.