Fagligheden er styrket
Skolerne er blevet bedre til at løfte eleverne fagligt
- Og Hvidovres folkeskoler er blevet bedre til at løfte eleverne fagligt...
Det viser en analyse af undervisningseffekten, som Tænketanken Cepos fremlagde onsdag i sidste uge. Analysen tager udgangspunkt i elevernes karakterer ved folkeskolens afgangsprøve, og her kan man se, at der er sket en væsentlig forbedring på Hvidovres skoler i perioden fra 2010 til 2014.
Det samlede resultat for Hvidovres skoler viser, at eleverne i Hvidovre Kommune ved afgangsprøven i 2010 havde et gennemsnit, der lå 0,237 karakterpoint under, hvad man kunne forvente at elevernes gennemsnit skulle være. Bedre ser det ud i 2014, hvor eleverne i Hvidovre Kommune nu ligger 0,093 under det forventede gennemsnit. Det forventede gennemsnit tager højde for elevernes sociale og økonomiske baggrund.
Store forandringer
- Jeg er godt tilfreds med, at vi nu med tallene fra Cepos kan se, at det kvalitetsløft vi er i gang med på skolerne bærer frugt samt at vi faktisk er i fuld gang med at hæve fagligheden i folkeskolerne, siger borgmester Helle Adelborg: - Det går den rigtige vej, men vi er ikke i mål endnu - og vi arbejder fortsat målrettet på at styrke fagligheden i vores skoler.
Vi har eksempelvis lige sat gang i et projekt, der skal forbedre elevernes matematikfærdigheder. Desuden deltager lærerne i Hvidovre Kommune over de næste to år i et stort efteruddannelsesprojekt, der skal gøre dem endnu dygtigere til at skabe gode relationer til eleverne. Vi ved jo blandt andet fra forskning, at læring og trivsel går hånd i hånd, så derfor er det vigtigt både at satse på faglighed og social trivsel...
Skolerne i Hvidovre har i løbet af de sidste fire år gennemgået store forandringer.
Der er blevet sammenlagt skoler og skolernes hverdag er blevet forandret med skolereformen.
Samtidig introducerede Hvidovre Kommune i 2012 et kvalitetsløft, der har haft fokus på at løfte fagligheden. Det ser altså nu ud til, at kvalitetsløftet er en rigtig og udbytterig satsning.