Fortsæt til indhold

Filminstruktør og hans nye dokumentar besøger Kolding

Arkiv
Arkiv

Mandag den 24. august får Nicolai Bio i Kolding besøg af filminstruktøren Andreas Dalsgaard og hans nye dokumentar. Filmen om en højst utraditionel politiker er i samarbejde med DR og CPH:DOX på vej på debatturné Danmark rundt. Kolding er første stop. Det skriver Nicolai Bio i en pressemeddelelse.


Filminstruktøren Andreas Dalsgaard er en stædig mand. Gennem fem år rejste han frem og tilbage mellem sin familie i Danmark og Colombia for med sit kamerahold at følge en politiker og professor, som gennem årtier har talt magten imod. I Colombia kaldes han både politisk geni og ’skør’; hans utraditionelle metoder har inspireret verden rundt.

De mange års arbejde er der kommet en film ud af. Den har hidtil været vist på internationale festivaler, blandt andre Københavns CPH:DOX, der kunne melde om udsolgte sale, stående ovationer og storrosende anmeldelser. Nu kommer hans film, ‘Colombias kamp for fred’, til Kolding, som bliver den første by i Danmark ud over København, som har fået mulighed for at vise filmen. Instruktøren selv kan man også møde efter visningen i Nicolai Bio mandag den 24. august klokken 19.30.


”Min films hovedperson, Antanas Mockus, er en politiker som ingen andre. Han er tidligere filosof og blev Bogotas borgmester, da han besvarede et voldeligt studenteroprør ved at vise sin bare mås. Siden satte han hovedstaden på den anden ende ved at erstatte korrupt trafikpoliti med mimere og indføre frivillig ekstraskat. Han indførte en ’vaccine’ mod voldelig opførsel og gik i det hele taget til kamp mod korruption og blodig vold. Filmens begejstrede modtagelse i mange lande viser, at vi alle søger inspiration til, hvordan vi kan skabe bedre samfund”, siger Andreas Dalsgaard i pressemeddelelsen.

‘Colombias kamp for fred’ får dansk tv-premiere i Dokumania, DR2 tirsdag den 1. september kl. 20.45.