Mand kom i klemme mellem førerhus og container
ARBEJDSULYKKE: Politiet blev tirsdag eftermiddag kl. 14.41 kaldt til Dieselvej i Køge, hvor der var sket en arbejdsulykke på en byggeplads.
En 54-årig mand fra Holbæk var på stedet med en sættevogn, hvor han skulle fylde en trailer op med stillads og støbeform ved brug af en kran.
En container blev flyttet med en kran, hvilket den 54-årige gerne ville hjælpe med. Han steg ud af førerhuset, men havde tilsyneladende glemt at trække håndbremsen, og derfor trillede forvognen på sættevognen, så den 54-årige kom i klemme mellem førerhus og container.
Det lykkedes at komme fri, men den 54-årige fik punkteret venstre lunge og brud på et kraveben, hvilket nok må betegnes som billigt sluppet i forhold til, hvad der kunne være sket.
Arbejdstilsynet er underrettet om sagen af politiet.
pm