Ministre på skolebesøg
Hele to ministre gæstede mandag Det Blå Gymnasium - Haderslev Handelsskole
Mandag besøgte undervisningsminister Ellen Trane Nørby og transportminister Hans Christian Schmidt Det Blå Gymnasium.
Sammen med borgmester Hans Peter Geil og Signe Knappe, formanden for Haderslev byråds børn og familieudvalg, hørte de om skolens arbejde med undervisningsmiljø og innovation. Og det var ministre, der var begejstrede for det, de så og hørte:
”I har en klar strategi for det I gør, og man mærker tydeligt på elevernes engagement, at det bærer frugt,” udtalte undervisningsminister Ellen Trane Nørby begejstret.
Eleverne i centrum
Mødet foregik i skolens innovatorium, og det blev en åben dialog med meget spørgelystne ministre.
Efter en kort præsentation af skolen ved forstander Peter Jepsen, fortalte elevrådsformand Mia Jørgensen både om gymnasiets mentorordning, introturen på 1. år og ikke mindst det innovative eventyr hun sammen med klassekammeraterne har været på med virksomheden 'chip din cykel', som blev Danmarksmester i Young Enterprise i foråret.
Efterfølgende var det tid til en tur rundt på skolen og undervisningsministeren var helt klar i sin afsluttende kommentar:
”I er et godt eksempel på, hvor langt man kan komme ved at lade eleverne være med til at stå i spidsen for at udvikle undervisningsmiljøet og kombinere teori og praksis gennem en innovativ undervisning.” Og man fornemmede en tydeligt inspireret minister, som brugte blokken flittigt under besøget.