Træning, træning og atter træning
Unge freestylere fra hele landet på træningslejr i Hvidovre
I alt 10 drenge i alderen fra 13-17 år fra Jylland, Fyn og Sjælland, såkaldte “rookies”, altså nye i sporten, var samlet for at træne, pleje deres netværk, hygge sig og blive bedre til det, som de i forvejen mestrer ganske fint - nemlig freestyle fodbold. Freestyle fodbold er en ny enmandssport, som går ud på at lave tricks med bolden uden at bruge hænderne. Det gælder om at foretage de fedeste og vildeste “moves” med fodbolden. DFFC står for Danish Football Freestyle Community, det svarer til FIFA. Foreningen blev dannet i 2013 af nuværende formand Lars Munck Petersen og næstformand Simon Atli Larsen. DFFC blev dannet for at samle og styrke den danske freestyle scene, samt at styrke det sociale aspekt i sporten. Det danske community er rigtigt specielt bygget op, med blandt andet den første Rookie Liga i verden. Udover den specielle konkurrence-opbygning er sammenholdet i den danske forening også helt specielt. Der er nemlig meget fokus på det sociale ved at freestyle, da det er med at få folk igennem de lange og hårde træninger. Den forsvarende Danmarksmester er Anders Borg, og der er mange gode freestylere rundt omkring i landet. Freestyle fodbold er mest populær i Polen, og blandt kendte freestylere kan nævnes Szymo, som var verdensmester i 2013. Én af deltagerne, Jakob Semajer-Garic fra Hvidovre, snart 16 år, som lagde hus til arrangementet, fortæller: “Jeg har spillet almindelig fodbold først. Jeg så freestyle fodbold på internettet og blev hurtigt inspireret af det. Sorø Meet i februar 2015 var afgørende for, at jeg nu tager det så seriøst. Nu har jeg freestylet i over et år, og laver samtidig freestyle-videos. Jeg træner engang imellem på asfaltbanen på Risbjergskolen, hvor jeg selv har gået. Det gode ved freestyle er, at man selv kan bestemme, hvor og hvornår man træner, bare man finder et lille stykke asfalt og har en fodbold med. Freestyle - anytime and anywhere!” Jonas Drøger, snart 17 år, tilføjer: “Vi startede alle sammen med at se op til nogle, der var bedre end os. Sådan er det jo ved al slags sport. Man ser en masse videoer på internettet for at få inspiration til at udføre alle de formidable tricks. Det er fedt, at man ikke har noget fast træningsskema, du kan eksempelvis træne en eftermiddag efter skolen ved at stå i din baghave og lave alt det, du vil - lowers, uppers eller sitdowns, som er de tre kategorier i freestyle. Det kræver dog en masse træning. Hvis du vil i gang med freestyle fodbold, så er der kun én vej frem - træning, træning og atter træning. Det lykkes aldrig første gang, men når man på et tidspunkt til det, der hedder PATW (Palle Around The World, hvor man drejer benet tre gange rundt om bolden uden at ramme den), så er man i hvert fald i topklassen!” De andre drenge nikker. De kender alt til træning i timevis flere gange om ugen. Ømme ben og hullede freestyle sko, der er lappet sammen med plaster, vidner om det. Drengene håber, at der kommer mere opmærksomhed omkring freestyle fodbold, der er en ny sportsdisciplin i udvikling, men som desværre endnu ikke er så udbredt herhjemme. De unge ser også frem til DM i Freestyle den 5. september 2015 på Rådhuspladsen i København, hvor de får mulighed for at vise alt det, de kan. Og de kan imponerende meget! Interesserede eller bare nysgerrige kan få mere info om freestyle fodbold på: freestylefootball.org/ eller https://www.facebook.com/DanishFootballFreestyleCommunity