Gadekulturens kunst får sin egen strategi
Graffiti og street art får sin helt egen strategi i Esbjerg Kommune, der byder gadekulturens kreative tanker og innovative tilgang til kunst velkommen i det offentlige rum. Initiativet er i fællesskab taget af Kultur & Fritidsudvalget og Teknik & Byggeudvalget, og en arbejdsgruppe retter nu fokus mod indhold og konkrete tiltag, inden politikerne forhåbentlig vender tommelfingeren op i begyndelsen af 2016.
Måske skulle man tro, at graffiti og street art ikke lige står øverst på ønskelisten for udsmykningen i bybilledet, men Esbjerg Kommune er fresh, når det handler om gadekulturens spændende og cool kunst og vil derfor som en af de første i Danmark tænke graffiti og street art ind i det offentlige rum. Kultur & Fritidsudvalget og Teknik & Byggeudvalget har i fællesskab bragt idéen på banen, og en arbejdsgruppe tager nu fat på opgaven med at finde det rette fokus og indhold til Strategien for graffiti og street art.
"Det er vigtigt, at vi først klart definerer, hvad strategien skal dække, og hvad vi som kommune kan stå inde for, for vi skal selvfølgelig skelne skarpt mellem street art og graffiti som kunstformer og subkulturer og det hærværk, der koster samfundet og miljøet betydelige ressourcer. Men i den rette sammenhæng er gadekulturens kunst nytænkende og inspirerende og giver stor værdi til både kunstnere og publikum," siger formanden for Teknik & Byggeudvalget, Anders Kronborg, i en pressemeddelelse.
Initiativer bobler allerede
Esbjerg Kommune har allerede en forholdsvis stor graffitisubkultur, og området omkring spillestedet Tobakken og den gamle remise, der med byggeriet af GAME StreetMekka bliver et centrum for gadeidræt og streetkultur, er udsmykket med farvestrålende graffiti, lige som graffitimalerne flere gange har vist deres talenter frem ved det uofficielle bymesterskab i graffiti. Street art er forskellig fra graffiti i stil, teknik, placering og budskab, og i Esbjerg kan man se et eksempel på street art på gavlen ved Park Hotel i Torvegade. I Kvaglund bliver der desuden i samspil med beboerne arbejdet på at lave street art i områdets seks tunneller, mens der også er planer om en street art event i foråret 2016.
"Det bobler allerede af initiativer og lyst til at få gadekulturens kunstarter mere frem i lyset, og det er selvfølgelig oplagt at drage de gode kræfter ind i arbejdet med den kommende strategi. Som landets femtestørste kommune lægger vi vægt på at være visionære og give plads til kreative tanker og en innovativ tilgang til vores udvikling, og det gælder naturligvis også i kulturens verden," siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, i pressemeddelelsen.
Arbejdsgruppen består blandt andre af en repræsentant fra SSP & Forebyggelse, arkitekter fra Esbjerg Kommune, kultur- og udviklingschef, Mads Stendorf, og formanden for Esbjerg Kommunes Kunstråd, René Holm, der selv er en anerkendt kunstner inden for blandt andet street art. Strategien forventes at være klar til politisk behandling i Kultur & Fritidsudvalget og Teknik & Byggeudvalget og efterfølgende byrådet i begyndelsen af 2016.