En rigtig god ”nullert”
Hvidovre kom godt fra start med 0-0 mod favoritterne fra AB
HIF's tilgang til kampen var at gå ultimativt til AB og angribe dem helt oppe på deres banehalvdel og gerne presse målmanden helt ned bag egen mållinje. Hvis det høje pres ikke fungerede efter hensigten ville en åben krig med AB'erne ikke skræmme HIF'erne. Formen og strukturen er der, så AB kunne bare komme an.
Det blev en første halvleg på HIF's præmisser. Det høje pres blev mesterligt udført, og det gav et par løse chancer til Daniel Holm. Kristoffer Wichmann blev skadet efter fem minutter og 20 minutter efter måtte han lade sig udskifte med Jacob Hilstrøm, der overtog højre back pladsen og sendte Kasper Jensen ind i midterforsvaret.
Efter små 12 minutters spil dømte “Hokus-Pokus, jeg vil i Fokus” dommer Lars Skibild Jensen straffespark til AB.
Anfører Christopher Østberg kastede sig ned i en skud i en situation, hvor dommeren skønnede, at Christopher Østberg reddede med hånden.
- Dommeren mente, at jeg havde hånden op over hovedet. Jeg synes nu selv, jeg havde hænderne nede langs kroppen. Jeg spurgte ind til sagen i pausen, fordi jeg hverken fik gult eller rødt kort, men der var ikke så meget ekstra at få ud af Lars Skibild, kommenterede Christopher Østberg.
Straffesparket blev eksekveret af Rasmus Hansen. Men Mikkel Hasling i Hvidovres mål var på plads. Han dykkede fint ned i det velplacerede skud og reddede.
- Jeg tog en chance, og det viste sig heldigvis at være den rigtige, forklarede målmand Mikkel Hasling.
Resten af halvlegen stod der HIF på. AB tilspillede sig intet, hvor HIF havde flere gode muligheder. To skarpe indlæg fra debutanten Magnus Fredslund burde have udløst mål, men både Mads Rønne og Daniel Holm nåede ikke helt frem i rummet ved den første stolpe.
AB kom langt bedre med i 2. halvleg, hvor det blev lidt mere stillingskrig. Det gav et par løse chancer til gæsterne og langt bedre spil, men hen mod slutningen var det igen HIF, der var på måljagt. Peter Benjaminsen serverede en sukkerbold lige i hovedet på indskiftede Mikkel Dahl, men han fik kun lige det yderste af hårpragten på. Til gengæld var han der, hvor en rigtig forward skal være. I overtiden var det meget tæt på at gå helt galt for HIF. AB havde først en afslutning på overliggeren. Siden måtte HIF af to gange redde på selve målstregen, og i overtiden var AB alene igennem med målmand Mikkel Hasling som sidste skanse. Igen var han lynhurtig i opfattelsen og fik reddet det ene point til Hvidovre.
- Der er ikke så meget at tænke over. En dyb stikning løber hurtigere mod mig end den, der løber efter den, så hurtigt ud og gøre sig bred, konstaterede Mikkel Hasling.
Tilfreds træner og debutanter
Træner Thomas Westh Hansen: - Det taktiske oplæg blev fulgt til punkt og prikke, og jeg er meget tilfreds med den præstation, holdet leverede. Selvom vi måtte rokere lidt rundt i og med Kristoffer Wichmann blev skadet. Han har rutinen og de lange indkast, men Jacob Hilstrøm og Kasper Jensen løste opgaven fint. Kan vi holde det niveau, bliver vi vanskelige at spille mod for alle de øvrige hold...
Der var også debut til Anders Vestergaard og Kasper Jensen. Jeg er vant til at spille i centerforsvaret, så det var ikke noget problem at rykke der ind fra back-pladsen, konstaterede Kasper Jensen.
- Jeg har måttet vente et halvt år med min debut, lød det fra Anders Vestergaard.
- Jeg fik en skade i hovedet i en træningskamp i vinter, og det har selvfølgelig været frustrerende at sidde udenfor. Nu er jeg fuldstændig klar igen, men mangler lidt på formsiden, så jeg er godt på vej. Det var en fed kamp at komme ind i, med mange tilskuere og en modstander som AB. Resultatet var fair nok, når man ser på hele kampen...
Hvidovre spiller ude mod assistenttræner Christian Iversens tidligere klub; B 1908 på lørdag i Sundby Idrætspark kl. 13.00. En kamp, hvor spillernes tilgang ikke må ændre sig i forhold til det, vi så mod AB. Det er ikke svært at være motiveret i en kamp mod AB, hvor det måske kan være lidt anderledes, når man står overfor B 1908. Det er i de kampe, man også skal vise klasse. Om ikke for sig selv så for Christian Iversen.