Fortsæt til indhold

Avedøre brugte erfaringerne

Mod et godt hold fra Fredensborg viste Avedøre at de har erfaringer fra højere niveau

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Jeg vil sige det på den måde, at sidste uges træning har gjort meget godt for holdet, fortalte træner Jan Christensen efter kampen.
- Fredensborg spillede uafgjort 2-2 mod GVI, som er vores kommende modstander hjemme på lørdag og et af de hold, jeg forventer blandt topholdene i rækken. Jeg synes også, at Fredensborg viste, at de er dygtige i omstillingsspillet. Vi viste så samtidig, at vi har spillet på højere niveau, og de erfaringer vi har høstet i 2. division sidste sæson, kommer os til gode nu. Vores struktur, disciplin og evne til at fastholde et koncept gjorde efter min mening udslaget...
- De dele skal vi tage med gennem hele efteråret, men vi skal være meget påpasselige i vores tilgang til både træning og kampe. Hvis vi ikke gør os meget umage for at beholde de erfaringer, er de væk í løbet af kort tid, så vi skal hele tiden holde hinanden fast på, hvad det er, vi kan...
- Vi har altid været dygtige til de faste situationer, og ser man tilbage på de seneste sæsoner, har de givet os mange point. Det var som om, at vi var løbet lidt sur i dem, så assistenttræner Claus “Buller” Clausen tog over i sidste uge og kom med en ekstra bygning til det fundament, vi har. Det er derfor fantastisk for alle på og omkring holdet, at de faste situationer udløste to mål. Christian Thorup headede bolden kraftfuldt i mål, da han timede sit indløb perfekt. Magnus Romme Larsen snittede i starten af 2. halvleg Bjørn Jensens perfekte indlæg i mål til 2-0, og så er det jo fedt at træne faste situationer...
- Fredensborg havde også deres muligheder, og Meck Nørgaard måtte lige redde et godt forsøg på selve målstregen. Vi havde også vore chancer, da Sebastian Tan løb godt i dybden og snørrede tre mand. Hans afslutning var god nok, men en flot redning af målmanden gav hjørnespark...
- Da vi kom på 2-0 var vi i fuld kontrol. Mikkel Bang blev sendt på banen. Han indledte sin kamp med at spille Simon Duer for frit mål, men den afslutning blev sendt over mål. Næste aktion fra Mikkel Bang udløste et straffespark, som målmand og anfører og delt topscorer; Tobias Nannestad sikkert omsatte...
- Kampens i særklasse bedste spiller var Bjørn Jensen. Vi ved, at han nok har klubbens bedste sparketeknik. Han sendte rigtig mange kvalitetsbolde af sted. Nu er han så rykket et trin op på flere andre parametre, så han har været efterårets store positive overraskelse...
- På lørdag kl. 13.30 venter GVI som modstander i Avedøre, og her forventer jeg igen en svær kamp, hvor vi skal holde fast i alt det, vi ved vi kan. GVI er en dygtig modstander, som vi mødte i 2. division og havde besvær med. Det bliver ikke lettere på lørdag...