Fortsæt til indhold

Man kan lære at spille bridge hos Ruder Es

Arkiv
Arkiv

Hver tirsdag og torsdag eftermiddag spiller 64 medlemmer turneringsbridge, mandag og torsdag eftermiddag tilsvarende omkring 50 - alt efter en forud fastlagt plan frem mod klubmesterskaberne i april. Tirsdag aften er helliget begynderundervisning, og søndag eftermiddag er Åbent Hus, hvor deltagerantallet kan være alt fra omkring 12 til over 40 personer. Man kan her - medlemskab eller ej - møde uanmeldt op kl. 13.00 og spille bridge. Helst parvis, da Bridge er et makkerspil. For at deltage er det nødvendigt at kende lidt til spillet, men gør man ikke det kan man møde op for at ugle (bridgefolket kalder en tilskuer for en ugle.). Interesserer man sig for kortspil og måske samtidig gerne vil udvide omgangskredsen er det en mulighed for at se, om klubbens begynderundervisning måske var værd at prøve. I Ruder Es er bestyrelsen meget spændte på resultatet af en videnskabelig undersøgelse fra Syddansk Universitet, gående ud på at kortlægge bridgespillets indvirkning på deltagernes livskvalitet. Klubben mener naturligvis, at deltagelse i hjernegymnastik under konkurrence sammen med andre mennesker - under hyggelige former - ikke kan være andet end fremmende for livskvaliteten. Om de får ret vil vise sig i løbet af efteråret, når undersøgelsens resultat offentliggøres. Hvad skal man foretage sig, når nu ungerne er flyttet hjemmefra og aftenerne blevet lange, eller når pensionisttilværelsen starter? Bridge er da vist en mulighed!