Fortsæt til indhold

Sommerferiestemning i Sundby

HIF vandt som forventet ude mod bundholdet B 1908 - møder AB Tårnby kl. 14 på lørdag i Tårnby

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Om det var varmen, der spillede ind, kan være en mulighed. En anden mulighed kunne også være den mentale, idet det ikke var en respekteret modstander set i forhold til sidste uges modstander fra AB, hvor HIF virkede langt mere koncentrerede og disciplinerede. Det høje pres, som virkede fint mod AB, blev ikke sat rigtigt, og det fik følger gennem samtlige kæder ned mod Mikkel Hasling i målet. Samtidig gik B 1908 også højt på HIF og lagde et solidt pres på, når HIF skulle bygge op. Da HIF ikke stillede op med to deciderede angribere, kunne man ikke spille bolden op på dem velvidende, at de kunne holde i den, og så blev bolden spillet tilbage til Frederik Krabbe og Kristoffer Wichmann, der sendte de lange raketter af sted, og de havde sjældent den rigtige adresse. Første halvleg blev en lidt blandet fornøjelse. Alle spillere på HIF’s hold arbejdede fint, og der var ingen, der ikke bød sig til. Men HIF var bare ikke gode med bolden. Angriberne Mads Rønne og Daniel Holm er bare ikke angribere i den gængse forstand. Mads Rønne er fantastisk dygtig i generobringsspillet og i nærkampene, hvor man altid får varen. Han er så bare ikke angriberen med killer-instinktet. Det var tydeligt, da Daniel Holm kom af sted på kanten, som er hans plads. Han fik lagt en fin flad bold, som Mads Rønne lige netop ikke nåede at få prikket ind. En rigtig angriber var kommet med hele butikken og havde kørt bold og forsvarere ind i målet. Daniel Holm er klart bedst som kant, hvor holdet kan udnytte hans speed i benene. Som target-man, der skal kunne holde i bolden, går det bare ikke. Det betød, at B 1908 egentlig havde det nemt med at forsvare deres mål. De stod og ventede og satte tacklingerne ind, når HIF’erne nærmede sig målfeltet. HIF’s venstrekant med Nicholas Marfelt forsøgte med held at komme ned bag 08’ernes forsvar, men der kom intet ud af anstrengelserne. Fra start af anden halvleg skiftede træner Christian Iversen, der stod med ansvaret i lørdags, da cheftræner Thomas Westh Hansen var til bryllup, angriberen Mikkel Dahl ind på bekostning af Daniel Holm. Det var en rigtig beslutning, for Mikkel Dahl er angriber. Han ser mulighederne og kommer til afslutning. Mand mand kan han sætte sin modstander, og det var en klar stykelse af det offensive spil. Indenfor de første fem minutter fik Mikkel Dahl sat sin direkte modstander og afsluttet i det lange hjørne, men desværre også udenfor målrammen. Der kom flere muligheder. Christopher Østberg blev spillet alene igennem og afsluttede fladt, og lige i hænderne på 08’s målmand. HIF’s midtbane havde det svært. Midtvejs i anden halvleg blev Frederik Emil Andersen skiftet ud, og det var svært at forstå, da han var ret ene om at afdrible og sætte en modstander. Tim Risvig kom ind i stedet for. Indenfor samme minut sendte Mads Rønne Mikkel Dahl af sted med en dyb stikning, som Mikkel Dahl resolut bankede i mål. Da Anders Vestergaard afløste Mads Rønne kom HIF frem til flere muligheder og gennembrud, men skarpheden var der bare ikke.

Kommentarer:

Træner Christian Iversen: - Sejren var det vigtigste og dermed de tre point. Det blev en underlig kamp, fordi vi ikke lykkedes med at gøre alt det, vi gjorde så godt mod AB, mod 08’erne. Det smittede af på holdet, som kampen igennem arbejdede forbilledligt. Men det blev mere reparationsarbejde for hinanden og dermed ikke til det flydende og seværdige spil. Vi valgte at skifte Frederik Emil Andersen ud, da vi skønnede, han så træt ud. Vi ville gerne have Tim Risvigs vildskab ind på banen for at styrke midten... - På lørdag kl. 14 gælder det så oprykkerne fra AB Tårnby. Jeg kender ikke så meget til holdet, men ser man på spillerprofilerne er der rigtig mange divisionskampe på holdet. Jeg ser dem spille mod AB, inden vi selv skal i kamp, og så må vi se, hvad de har at byde ind med på lørdag. Jeg tror umiddelbart, det er en solid modstander, og kampen bliver ligeså svær som den, vi spillede mod B 1908. I ugens løb fik målmand Oliver Korch i gensidig forståelse opsagt sin kontrakt med HIF. Den tidligere ungdomslandsholdsmålmand slog aldrig til i HIF. Som målmand skal man gribe alt. Også de chancer man får. Det gjorde Oliver Korch ikke, da han fik chancen ude mod Holbæk i foråret, hvor han kostede et mål og en sejr. Den tidligere målmand i HIF; Matthias Djernæs har trænet med i Hvidovre hele sommeren og gjort det godt. Oliver Korch havde så en fremtid som tredje valg, og det var ikke optimalt for den unge målmand. Så et klubskifte er fuldt forståeligt.