Det Grønne Folkekøkken byder på vitaminer og viden
Det Grønne hus inviterer til folkekøkken med klimavenlig mad. Efter maden vil der være oplæg om grøn omstilling.
KØGE: Det Grønne Hus, Vestergade 3 i Køge er kendt for sin cafe og for at være kommunens lokale videncenter indenfor miljø og klima.
Efteråret byder på et nyt koncept, hvor huset kobler disse to egenskaber sammen - at samle folk omkring et lækkert måltid mad og en uformel aften med oplæg og debat.
Man kan komme forbi med sin familie eller venner til et måltid i cafeen, som holder åbent mellem kl. 17.00 og kl. 19.00. Herefter vil der være oplæg, som man kan læne sig tilbage og lytte til eller deltage aktivt i.
Det Grønne Hus formidler viden om klimavenlig mad, men også om mange andre klima- og miljørelaterede emner. Med dette initiativ tages forskellige emner op hen over efteråret, hvor huset den første tirsdag i måneden vil danne rammen om folkekøkken og videnscafe.
- Man behøver ikke komme hver gang og man behøver ikke deltage i hele pakken. Som børnefamilie vil man måske gerne spise sundt og godt, men skal tidligt hjem. Så kan man f.eks. komme ind kl 17.00 for at spise og springe foredraget over. Og er man ikke til folkekøkken, kan man dukke op til foredraget, fortæller Lotte Lund fra Det Grønne Hus, som er tovholder på efterårets vitaminindsprøjtninger.
Tirsdag den 1. september kl 19.00 lægger Lotte Lund ud med at skitsere nogle af de klimaudfordringer, vi står over for.
Deltagerne skal høre lidt om, hvilke klimaforandringer, vi kan forvente uden at blive præsenteret for dommedag eller dårlig samvittighed og slutte af med at dykke ned i, hvad vi hver især kan gøre. Hvis du vil spise, holder cafeen åbent fra kl. 17.00. Du skal tilmelde dig til mad senest dagen før.
Du kan læse mere om menu, tilmelding m.v. på www.detgrønnehus.dk eller kontakte Lotte Lund, hvis du vil vide mere på tlf. 2328 0158.
De fire aftener med grønne oplæg og debat i efteråret:
Tirsdag den 1. september: Klimaudfordringen - Hvad ved vi og hvad kan vi gøre ved det?
Tirsdag den 6. oktober: Klimavenlig mad – velsmagende og bæredygtigt, også uden at være kedeligt
Tirsdag den 3. november: Klimatilpasning - Oversvømmelser og stormflod - Hvornår sker det igen i Køge?
Tirsdag den 1. december: Bæredygtig jul – kan man det?
pm