Mange podieplaceringer
Hvidovre Cykle Klub holdt sig ikke tilbage ved deres eget gadeløb
Der var deltagelse af teams, som lige havde afsluttet Post Danmark Rundt og skulle sætte lidt ekstra fart på gadeløbet. På damesiden var der bl.a. deltagelse af Amalie Didriksen, som i juni genvandt det danske mesterskab og som også kan skrive Europa- og Verdensmester på CV’et.. Dagen startede med et udsolgt motionsløb, hvor Hvidovre Cykle Klubs Kasper Bergstein vandt sikkert i en udbrudsspurt. Det blev startskuddet til en fantastisk cykeldag på hjemmebanen for Hvidovre Cykle Klub, som ud over motionsløbet vandt tre ud af seks licensløb i seniorrækkerne. For Hvidovre Cykle Klub vandt Line Eriksen Dame B, Mads Wulff Rydicher Herre C, mens Peter Buhl vandt D-klassen. De øvrige vindere var Amalie Didriksen for Dame A, Rasmus Bøgh-Wallin Team Soigneur-FBL Herre A og Jacob Mørkøv DCR Ballerup Herre B. På ungdomssiden blev der kørt to løb. Hvidovre Cykle Klub har for nuværende ikke en ungdomsafdeling og var derfor ikke repræsenteret. At få opbygget en ungdomsafdeling er noget klubben arbejder hårdt på, og som er et af målene for de kommende sæsoner. U17 blev vundet af Johan Price-Pejtersen Cykelklubben Fix Rødovre, men er bosat i Hvidovre. Han vandt sikkert, da han tidligt tog spidsen og kom i mål 1 min. og 6 sek. foran nr. 2. I rækkerne for dem over 40 år blev der kørt i aldersklasserne over 40, 50 og 60 år, og her blev der også kørt i højt tempo og kæmpet om podieplaceringerne. Hvidovre forsøgte uden held at sætte sig på den øverste podieplads, men fik undervejs nogle flotte podieplaceringer. Se flere resultater få hckcykelloeb.dk - Hvidovre Cykle Klub vil gerne takke alle i Hvidovre for den gode opbakning, siger Martin Haakansson fra klubben. - Især vore sponsorer Hvidovre Auto-House, Cafe Claudio, Heino Cykler, Glarmester Svensson, Djuva, Fisker Murerservice, Talknuseren og Dan Bolig, som har gjort det muligt at gennemføre at arrangement af denne størrelse... Hvis man skulle være interesseret i selv at hoppe på racercyklen, er man mere end velkommen til at komme til træning i klubben. Der er plads til alle lige meget hvilket tempo, man cykler i. Har man et ønske om at starte som børne-/ungdomsrytter, må man også meget gerne kontakte klubben via hjemmesiden...