Ellemarken huser flygtninge fra Eritrea
KØGE: Fem flygtninge er allerede flyttet ind i deres nye hjem i Ellemarken i Køge, og snart følger flere.
Indkvarteringen vil sætte sit præg på lokalområdet, og lokalområdet vil sætte præg på de indkvarterede. Hvordan, og hvad er det for en baggrund flygtningene har?
Det er nogle af de spørgsmål, som borgere kan få svar på til infoaften torsdag den 20. august kl. 18.30 – 20.45.
Arrangørerne bag arrangementet på Parkvej 128 er Helhedsplanen, Ellemarkens Afdelingsbestyrelse, Køge Kommunes Center for Dansk og Integration og Røde Kors, Køge.
Krige og konflikter i verden skaber flygtninge. Nogle finder vej til Danmark, og Køge er en af de kommuner, som modtager mennesker, som er tvunget til at forlade deres hjemlande.
Der er i tidligere institutionslokaler i Ellemarken indrettet boliger til de flygtninge, som kommer til Køge, og den særprægede situation rejser spørgsmål blandt borgerne, som vil blive besvaret på infomødet.
- Selvom der bor mange forskellige mennesker i Ellemarken allerede, så er det en ny virkelighed for boligområdet. Med infomødet ønsker vi at hjælpe det nye naboskab godt på vej, fortæller koordinator i Helhedsplanen, Pia McKee.
Arrangørerne sørger for at give både Ellemarkens beboere og andre Køgeborgere et indblik og en platform for tiltagene, der skal få integrationen til at forløbe godt.
Engagement betyder meget
Der er to gode grunde til at møde op til infomødet, fortæller Koordinator for Team Modtagelse & Integration, Didde Bjørn.
- Der er mulighed for at få indblik i livet som flygtning i Køge og den konflikt, der har forårsaget flugten. Samtidig kan man få lejlighed til at engagere sig, hvis man har lyst til at hjælpe de nye naboer i gang med hverdagen i Køge, siger hun og forklarer, at det frivillige engagement er meget vigtigt, når flygtninge skal integreres.
De frivillige kan nemlig udføre opgaver, som det offentlige ikke kan løfte.
- Frivillige kan hjælpe på et mere personligt plan. De kan f.eks. vise rundt i byens mange kroge og muligheder, og på den måde byde velkommen. Hvis man gerne vil engagere sig, så er der på mødet mulighed for at møde andre med samme lyst, slutter Didde Bjørn.
Infomødet er gratis, tilmelding er ikke nødvendig og der vil blive serveret kaffe og kage.
pm