Kom cykelsikker til Kulturnatten
Borgerne i den nordlige del af Kolding kan blive ledsaget til åbningen af Kulturnatten, når Kolding Cykelby fredag sætter fokus på, at der nu er rigtig gode cykelforhold hele vejen fra Viuf til midtbyen langs Vejlevej.
"Med ladcykler, rickshaw og godt humør sørger vi for en hyggelig tur med musik undervejs, idet vi har musikere med på turen," fortæller Gorm Baagøe Andersen fra Kolding Cykelby.
Turen fra Viuf til midtbyen starter fra Viuf Kirke fredag kl. 14.25. Stille og roligt går det mod city, og det forventes, at cyklisterne passerer busstoppestedet ved Kolding Storcenter kl. 15. Her er det også muligt at tilslutte sig karavanen.
Det ventes, at cyklisterne er fremme ved Nicolai-komplekset kl. 15.40, og det er i så god tid, at de kan være med til den officielle åbning af Kulturnatten, som borgmester Jørn Pedersen foretager kl. 16.
Efter åbningen fortsætter cyklisterne fra Viuf til Søndergade (omdannet til Grøn Gade), hvor såvel små som store kan få slukket tørsten med en sodavand eller en øl.