Censurfri blev fejret med manér
Et par hundrede kunstinteresserede var lørdag mødt op for at være med til at fejre den 25´ende Censurfri udstilling i Fritidscentret. Og det glædede arrangør Janne Celina F. Scheel-Thomsen, der har taget teten efter sin mor Lissi
Randers Pigegarde tog som vanen tro imod det store publikum, da man ankom til Fritidscentret. Udenfor i det gode sommervejr havde adskillige taget opstilling, for at være nogle af de første, der kunne fejre 25-jubilæum for den store frie kunstudstilling Censurfri. Udstillingen er et fast element i Randers Ugen, og som borgmester Claus Omann Jensen sagde i sin åbningstale:
"For mange er åbningen af Censurfri den egentlige start på Randers Ugen. Den kære Lissi nåede mange gode år med udstillingen, og det er dejligt at se, at hendes datter Janne Celina har taget over for at videreføre traditionen med den populære udstilling. Udstillingen er også et vidne om, at vi har ytringsfri, og at vi ikke vil censur her i Danmark, og det kommer til udtryk i kunsten", sagde borgmesteren i sin åbningstale.
Det glædede arrangør Janne Celina F. Scheel-Thomsen, at så mange mennesker var mødt frem til jubilæet, og hun arbejder ufortrødent videre år efter år.
"Jeg har jo haft mange gode snakke med min mor. Hun sidder deroppe og glæder sig over, at vi er nået så langt. Og jeg er meget overvældet og rørt over, at så mange mennesker har valgt at komme i dag", fortalte hun umiddelbart efter at hun - sammen med sit kor - Riverside GospelChoir - havde skudt udstillingen i gang.