Koldings designprofil rækker ud over landegrænsen
19 eksportkonsulenter fra Udenrigsministeriets Eksportråd kommer fredag til Kolding for at høre om udvikling og design.
Eksportrådet har valgt at bruge Kolding som destination for deres årsmøde. Derfor mødes konsulenter fra 17 forskellige lande i Kolding fredag. Konsulenterne arbejder til daglig på at markedsføre og fremme dansk design i udlandet, og de skal lade sig inspirere af Kolding Kommunes designarbejde. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
I Kolding har flere virksomheder været igennem designforløb, og der anvendes design til at udvikle den offentlige service. Det er blandt andet det, der skal inspirere konsulenterne. Men det er også den mere abstrakte form for design som eksportkonsulenterne gerne vil høre mere om. Design handler nemlig ikke kun om slutproduktet. Hemmeligheden i Kolding, er nemlig at design indgår i både idefase og produktion.
Mødet afholdes på kunstmuseet Trapholt.
”Det giver os en rigtig god platform, for at vise hvad vi mener, når vi siger design i Kolding. Vi har haft god erfaring med at designe både projekter og processer. Og vores vision ”Vi designer livet” er nu ført ud i livet i både hjemmepleje, nybyggeri og erhvervsliv. Så det er ikke kun en vision, det er faktisk noget vi praktiserer, og har gode erfaringer med”, siger Kolding Kommunes designchef, Ulrik Jungersen, som også selv skal holde et indlæg for de udenlandske gæster, i pressemeddelelsen.
Helt konkret har eksempelvis Easyfood og Nord Gourmet været igennem et designforløb. Nord Gourmet vandt også Business Koldings designpris tidligere på året. Her betød design, at traditionelt smørrebrød blev designet til små aflange hapsere, og præsenteret i en nydesignet madkasse i pap med små vinduer i, så maden blev flot præsenteret. Samtidig er løsningen også miljøvenlig.
”Design er en effektiv metode til at forstå dine kunder og designe din forretningsmodel, og det arbejder vi målrettet med at udbrede til vores virksomheder i alle brancher. At Eksportrådets konsulenter kommer her, giver os desuden et meget attraktivt kontaktnetværk ift. at hjælpe vores designvirksomheder med eksport” siger adm. dir., Tommy Langhoff fra Business Kolding, der også skal holde et indlæg for eksportkonsulenterne.
Også de virksomheder, der er afhængig af design, vil få mulighed for at fortælle om deres erfaringer. Både Georg Jensen Damask og Dynefabrikken Dykon har fået mulighed for at fortælle om deres produktion og brug af design.