Mindeord

I 2001 mødte jeg Ilse og hendes mand for første gang. Deres helbred var ikke længere godt, og derfor skulle de flytte på plejehjem. Det blev på Krogstenshave, hvor jeg arbejdede, at de skulle bo. Men de havde et kæmpe problem - deres elskede hund Max på næsten 7 år - hvad skulle der dog ske med ham. Det endte med, de fik at vide de måtte tage ham med. De var lykkelige, men lykken varede kort - pludselig måtte de alligevel ikke få ham med ,da der var noget personale som havde allergi. Ingen ville have Max og tanken om aflivning begyndte at melde sig. Da besluttede jeg, at jeg ville tilbyde at give Max et hjem, hvis jeg kunne få ham til at enes med mine i forvejen to hunde. Det lykkedes, og nu var jeg “kommet i familie” med Ilse og hendes mand. Næsten en gang om ugen - når jeg havde en fridag, blev Max og jeg hentet af Ilses besøgsven Karin, og vi besøgte Ilse og hendes mand - de så frem til disse besøg,hvor de kunne være sammen med deres elskede Max. Ilses mand døde den 23 december samme år, som de var flyttet ind på Krogstenshave. Jeg var hos Ilse, da det skete og fortsatte selvfølgelig med at besøge hende. Max mistede vi i 2011. Fordi jeg arbejdede på den afdeling, hvor Ilse boede sås vi nærmest dagligt – så vi fik et meget tæt forhold. Desværre blev jeg efter en sag, hvor min fagforening måtte hjælpe mig, fordi Krogstenshave havde undladt at indbetale næsten 300000 kr. I pensionsbidrag - flyttet fra afdelingen hvor Ilse boede, og hvor jeg havde arbejdet i 18 år. Det var en stor sorg for os begge - men vi fortsatte med at ses og drikke kaffe sammen. At bo på plejehjem er ikke nogen dans på roser - og Ilse var tit ked af sin situation - ensomheden - frustrationen og den respektløshed som enkelte ansatte kunne udvise. Derfor havde hun dage, hvor hun ønskede sig derhen, hvor hendes mand var - men hun sagde ligeså ofte: “Hvis bare jeg kunne gå, så havde jeg det jo meget godt” eller “Jeg kan ikke forstå, jeg er så gammel som jeg er! Indvendig føler jeg mig stadig som en ung pige” eller “Hvis bare jeg kunne have det som nu - ville jeg gerne blive 100 år” - 100 år det nåede Ilse ikke at blive og den sidste tid var for os udefra set - ikke fyldt med nogen livskvalitet. Ligge i sengen - sidde i kørestolen - næsten ingen hørelse og syn og behov for hjælp til alt. Ilse sad derfor nærmest altid og sov, når man kom for at besøge hende - hvad andet kunne hun gøre? Den 16. juli var sidste gang jeg så Ilse sidde i sin kørestol. Kort tid efter gik den åbentbart i stykker og blev ikke repareret - Ilse måtte være sengeliggende den sidste tid hun levede, selvom der var dage, hvor hendes helbred ville have været til at være lidt oppe. Ilse døde om natten den 3. august 2015.