Fortsæt til indhold

Tinglev tog tredjeplads

Arkiv
Arkiv

Aabenraa Rideklubs smukt placerede ridebane på Mønterhøj dannede rammen for afholdelse af Sydjysk Mesterskab 2015, og endnu engang opnåede medlemmer af Tinglev Rideklub et flot resultat.

I alt syv hold fra hele Sønderjylland kom til start og heraf gennemførte de fire. Tinglev Rideklubs hold bestod af ekvipagerne Dorte Dahlmann Olsen på Caldero 6, Rikke Dahlmann Petersen på Concorde D, Rikke Ennemark på Contino og Johanna Gallus på Heart Beat's Brakeout.

Vinderne af Sydjysk Mesterskab findes efter to gennemridninger af springbanen. De tre ryttere med færrest fejl per hold tæller med. Holdet med det samlede færrest antal fejl vinder. Og da Tinglev Rideklubs tre første ryttere kun havde fået hhv. 0, 4 og 4 fejl ved de to gennemridninger, betød det ikke noget for det samlede resultat, at sidste rytter udgik.

”Jeg er glad og stolt på rytternes, Tinglev Rideklubs og disciplinens vegne. Af en eller anden årsag er det svært at få ryttere til start i ridebanespringning i Sønderjylland. Så det er en stor glæde at se, at der stadig findes springryttere i Sønderjylland," udtaler en stort smilende Renate Hansen, formand for stævneudvalget i Tinglev Rideklub.