Groft røveri mod Hjem-Is
To mænd truede i aftes to ansatte på Hjem-Is' depot på Venusvej med en pistol og slap væk med kontanter fra salget.
Ifølge lokalpolitiet i Kolding trængte de to mænd ind i virksomheden omkring klokken 22.45. De var iført sorte skimasker og sort regntøj, da de kommanderede de to ansatte ned på jorden og bandt dem med strips.
Herefter rodede de kontoret og bilerne på stedet igennem, hvorefter det lykkedes dem at stikke af med kontanter fra salget, fortæller lokalpolitiet i Kolding.
Der findes endnu ikke det store signalement af de to røvere, ud over at de talte dansk til hinanden under røveriet.
Derfor vil politiet meget gerne høre fra eventuelle vidner i området, der kan have set noget mistænkeligt i tiden omkring gerningstidspunktet.
De to ansatte slap fra røveriet uden fysiske skader og formåede selv at kontakte politiet efter røveriet.