Fortsæt til indhold

Tre unge blev sigtet for næsten alt

Politiet fandt stjålne nummerplade, narko og våben i Fiat

Arkiv
Mikkel Hansen

Det udløste en mindre regn af sigtelser, da politiet i går standsede en Fiat Stilo på Stenager i Sønderborg.
Bilen havde påmonteret nummerplader, der egentlig hører hjemme på en Citroën C3. Nummerpladerne blev stjålet den 12.-13. august i Sønderborg.
Fiat'en betragtes derfor ikke som indregistreret, hvilket udløser en bøde til bilens fører, en 23-årig mand fra Fredericia. Han blev desuden sigtet for tyveri af nummerpladerne.
Han har heller ikke noget kørekort, og han var påvirket af hash, da han blev standset. Begge udløser en sigtelse.
To andre personer i bilen blev også præsenteret for en række sigtelser.
En 23-årig mand fra Sønderborg var i besiddelse af 1,95 gram hash, 1,85 gram amfetamin samt en dolk på 9 centimeter. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af både våbenloven og loven om euforiserende stoffer.
I bilen var der også en kvinde på 19 år fra Sønderborg. Hun var i besiddel af 0,85 gram gemt i hendes bh, hvilket udløste en sigtelse. Hun var også i besiddelse af tre stofposer foret med aluminium. Den slags bruges ofte til butikstyveri for at snyde alarmer. Derfor blev hun også sigtet for forsøg på butikstyveri.