HB Køge skriver med brasiliansk angriber
Herlison Caion de Sousa Ferreira - i daglig tale Caion - skifter til HB Køge
FODBOLD: HB Køge har sikret sig brasiliansk forstærkning til offensiven. Mandag aften gennemgik angriberen Herlison Caion de Sousa Ferreira det obligatoriske lægetjek, tirsdag formiddag trænede han med for første gang og nu har brasilianeren så sat sin signatur på en kontrakt med HB Køge.
Den 24-årige angriber, der i daglig tale går under navnet Caion, har blandt andet erfaring fra de to bedste rækker i Brasilien samt fra et udlandsophold i den irakiske topklub Al-Shorta i 2014/15-sæsonen.
- Vi har længe haft et ønske om at tilføre noget ekstra til vores offensiv, så vi fremadrettet får endnu flere strenge at spille på, og derfor er vi glade for at vi har skrevet kontrakt med Caion, siger HB Køges sportschef Jesper Sommer.
Også cheftræner Henrik Pedersen er tilfreds med at have fået en ny spiller til offensiven.
- Med Caion får vi en stærk og dynamisk spiller, der kan bruges på flere af de offensive positioner. Caion har god fart og passer med sine gode dybdeløb - med og uden bold - godt til vores spillestil. Han har et rigtig godt drive med bolden og et godt spark som vil kunne skabe en trussel rent offensivt, siger Henrik Pedersen.
Caion får trøje nummer 11 og kan debutere allerede i aftenens udekamp mod Superliganedrykkerne fra Silkeborg IF.
pm