Campus Køge står sammen mod stoffer og kriminalitet
STUDIEMILJØ: Campus Køge starter netværk med Køge Kommunes SSP. Det skal sikre et trygt studiemiljø og forebygge, at studerende får misbrugsproblemer.
Studiemiljøet på Campus Køge skal blive ved med at være trygt. Derfor samarbejder Campus Køge nu med Køge Kommunes SSP om at bremse kriminalitet og misbrug af rusmidler.
- Campus Køge er ved at vokse sig stor med alle facetter af ungdomskulturer repræsenteret på godt og ondt. Vi har et godt og trygt studiemiljø i dag, men det er nødvendigt, at vi er på forkant og tager problemer i opløbet, så vi kan hjælpe vores unge mennesker igennem et godt uddannelsesforløb, siger Tim Christensen, direktør for Køge Handelsskole og bestyrelsesformand for Campus Køge. Han fortsætter:
- Vi skal have en klar, fælles holdning til, hvordan vi forebygger kriminalitet og misbrug af rusmidler i Campus Køge, og vi skal have et fælles beredskab, så vi kan gribe ind og hjælpe studerende, der er på vej ud i et misbrug. Her er SSP eksperterne, og jeg er glad for, at vi nu får et formelt netværk, hvor vi mødes regelmæssigt.
8.000 studerende på campus
Køge Kommunes 10. klasse og SOSU Sjælland er nogle af de uddannelser, der er rykket til Campus-området i løbet af det seneste år, og flere er på vej. Om få år vil godt 8000 studerende og 700 undervisere have deres daglige gang på Campus i Køge Nord, hvor der også er planer om at bygge studieboliger.
- Snart bliver Campus stedet, hvor de fleste unge fra Køge-området uddanner sig efter folkeskolen. I SSP har vi allerede god føling med, hvad der rører sig i ungdomsmiljøerne. De erfaringer glæder vi os til at dele i det nye Campus-netværk, så vi kan løfte i flok og være på forkant, siger Pia Borg, leder af Køge Kommunes SSP-samarbejde.
SSP-samarbejdet mellem skoler, de sociale myndigheder og politiet, har hidtil haft fokus på børn og unge under 18 år, men målsætningen er at favne unge op til cirka 23 år. Det giver samarbejdet med Campus Køge gode muligheder for.
Et bredt netværk
Det nye netværk er både for Campus' beslutningstagere og for medarbejdere med fingrene i mulden.
På netværkets første møde deltog SSP-leder Pia Borg og campus koordinator Fie Illum Jensen sammen med chefer, studievejledere, koordinatorer, lærere og mentorer fra Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård, Erhvervsakademi Sjælland Campus Køge, EUC Sjælland Køge, UUV Køge Bugt, VUC Roskilde, Køge Handelsskole, 10. klasse Campus Køge, SOSU Køge. Midt- og Vestsjællands politi deltog også i mødet, hvor Campus-netværket blev grundlagt. Det fælles Campus Event- og elevråd er også inviteret med i netværket. På den måde håber netværket at kunne gøre en reel forskel for de unge dér, hvor de unge er.
I Campus-netværket har partnerne givet hinanden håndslag på at samarbejde om at forebygge og reducere kriminalitet for at sikre et trygt studiemiljø for alle på Campus Køge.
De unge på uddannelserne i Campus Køge er forskellige og institutionerne ligeså. Derfor er netværket meget optaget af hvordan der kan arbejdes med at skabe synergi og relationer mellem de mangfoldige institutioner og deres grupper af voksne og unge.
Organisering
Det første møde mundede ud i en egentlig organisering af arbejdet: Formanden for gruppen blev uddannelseschef for EUX & EUD Business, Hans Severinsen, som også sidder i Lokalrådet.
Næstformand blev udviklingschef for EUC Sjælland, Søren Kokholm. De vil arbejde tæt sammen med SSP-leder Pia Borg og campus koordinator for Campus Køge, Fie Illum Jessen på at facilitere samarbejdet og sikre fremdrift i samarbejdet.
Den samlede Campus–SSP-netværk vil mødes tre-fire gange årligt og behandle forskellige temaer, som både tager højde for Campus Køges behov, men også laver handleplaner i overensstemmelse med beslutningerne i SSP-Køges Styregruppe.
pm